LEGOværelse

Når man kommer hjem fra sygehuset uden sit barn, er der mange ting i huset, der pludselig gør ondt og er svært at se på. Bl.a. det fine babyværelse, vi havde lavet til vores lille Villads. Vi besluttede allerede en af de første dage, at det ikke skulle stå tomt og ej heller blive et "spøgelsesværelse", hvor døren var lukket. Derfor blev vi enige om, at lave det ultimative Legoværelse til August. Han har uanede mængder af Lego, eftersom min bror arbejder som ingeniør på Lego og så har jeg heldigvis ikke mistet mit tema-krea-hygge-indretnings-gen i denne her proces.

Det er blevet SÅ godt, og bliver virkelig brugt meget - en sand fornøjelse ! Kig med herunder :)

Vi har bibeholdt nogle få ting, der skulle have været Villads' - han skal stadig være med selvom han ikke er her fysisk! Bl.a. Eventyrlampen og loftslampen. Det lange stofbanner er et August fik da han blev to år - helt unikt at have, og meget dekorativt.

 

Det originale Legobyggebord fik vi af vores venner, de var ved at køre det på genbrug.

Vores held det ikke var nået at komme derhen, for det er virkelig et super byggebord!

På væggen har August og jeg sat Legowallstickers op - sjovt at "bygge" Lego på den måde. Chimakasserne er helt geniale til sortering, da der er små opdelte rum i nogle af dem.

Fabulandfigurerne havde jeg købt til Villads, de får også lov at være med selvom han ikke er her.

Små fine cykler med skønne detaljer.

Hylden med alle minifigurerne havde jeg også lavet til Villads - til hans Fabuland, men den er jo også genial til minifigurerne. Det er nemt at lave; en af de gamle ikeabilledhylder (dem i rigtig træ - har jeg brugt) males, vendes på hovedet, så limes der små legobyggeplader på - ét voilá!

Vindueswallstickerne er også super sjove - de kan ses udefra, da de klistrer på forsiden.

Kæmpe papfigur med lys i den grønne "lampe". Sjov og ret unikt at have sådan en!

Plakaterne har vi en del forskellige af - så de kan løbende skiftes ud. De er alle fra Ønskebørn, som ofte har dem gratis til kunderne.

Retrotaburetterne er jo som skabt til det her rum - de har fået Legowallstickers på og ligner nu de nærmest er købt på Lego :-)

Legonavneplakaten lavede jeg fra bunden - sjovt at bygge navnet. De kan købes i shoppen HER.

Kaj ovenpå hylden var Augusts første bamse, den var med i vuggen på sygehuset. August har givet Villads kys og kram med den, så den er også særlig for os alle, og den våger nu fint over værelset.

 

Håndaftrykket på vinduet er Augusts ;-) og det skeptiske Legohoved er vist træt af at have en dame stående på hovedet ;-)

Og se så lige hvad der står her... Skoletasken! Min store dreng skal simpelthen starte i skole til august! Pyha! Han var med sin onkel i Legoland og efterfølgende i personalebutikken for at vælge skoletaske! Dét var en SEJ dag!

Det er stadig svært at tænke på, hvad værelset skulle have været brugt til, men det er nu også dejligt at vide, at min store dejlige dreng, nu stolt kan vise sit mega fede værelse frem, når nu ikke han kan vise lillebror frem.

Vi øver os i at finde lykken - også selvom det er svært ! MEN vi giver ikke op!
Det her værelse har været en god måde at vende en dårlig situation til en positiv - og det er heldigvis sådan vi er indstillet - vi arbejder os igennem det her - men hold nu op, det er hårdt arbejde!

En måned er gået

I dag er det en måned siden vi mistede vores lille Villads. En måned… jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. På den ene side føles det som om, at det kun er et lille bitte øjeblik siden. Jeg husker nærmest hver eneste minut, der er gået hele den måned. Jeg husker smerterne – både de fysiske og de psykiske, som var de stadig dugfriske. Bliver konstant mindet om vores kæmpe tab, og vil jo på ingen måde være foruden mindet nu, men alligevel gør det ondt at føle smerterne gang på gang. På den anden side føler jeg, det er en evig hed siden. Alle de beslutninger vi har skullet tage, beslutninger, man på ingen måde er i stand til at tage, når man netop har mistet sit lille barn. Men omvendt beslutninger, man skal leve med resten af livet. Vigtige betydningsfulde beslutninger, der er en stor del af helingsprocessen. Hvordan træffer man mon de rigtige, når ens krop er helt i opbrud?

Det at miste et barn er jo – heldigvis – ikke noget man kan forberede sig på. Det gør mere ondt, end det er muligt at beskrive, og selvom alle der er forældre til et barn, har en idé om hvor ualmindelig ondt det må gøre, så ved jeg nu, at man på ingen måde kan føle den smerte, før man selv har stået i det. Jeg har tidligere selv stået på den anden side, og været vidne til en bekendts tab af hendes lille nyfødte dreng, og jeg græd og følte virkelig med hende. Tænkte meget på om jeg da ikke kunne gøre noget? Men ved nu, at man intet kan gøre. For ingen i hele verden kan tage den sorg fra en. Ej heller lindre den. Men jeg ved også nu, at det at folk bekymrer sig om én, tænker på én, sender varme tanker og knus til én – det betyder virkelig meget! Det er svært at vise sin dybe taknemmelighed, for hvordan siger man tak? Sender man et takkekort? Er en sms nok? Forstår folk hvis man slet ikke får sagt tak? Tankerne myldrer rundt i hovedet og kombineret med den manglende koncentration, hukommelsesproblemerne og smerten, ja så er det svært at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men vi prøver – prøver at træffe alle de rigtige beslutninger, og heldigvis har alle omkring os bakket os 100% op i alt, hvad vi har besluttet, ligesom vi får støtte og kærlighed i hobevis. Og for det, vil vi altid være dybt taknemmelige!

For mig har noget af det sværeste været den barske afslutning. Da vi første havde sænket den lillebitte kiste i jorden, var det det! Det var slut! Vi kunne aldrig mere røre vores eget barn. Aldrig mere kysse ham. Aldrig mere ae hans bløde kind. Slut, aldrig mere! Vi fik en uge med Villads. En uge til at skabe en lille historie med vores lille dreng. Nuvel, han var ikke levende, men han var i vore arme. Vi skabte alle de minder, vi overhovedet kunne nå og kunne mærke ville være vigtige for os. Vi var med hele vejen. Fra fødslen til han blev sænket i jorden. Det var hårdt – som i fuldstændig ualmindeligt hårdt. Men det var vigtigt – mere vigtigt end det var hårdt. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at dét, at vi var med hele vejen vil hjælpe os med at hele, og hjælpe os til i fremtiden at huske Villads, huske at han var her – han blev en del af vores familie, også selvom han ikke fik lov at være her særlig længe. Men han var her – og det vil jeg for altid være taknemmelig for. Villads er vores dreng og Augusts lillebror. Han var her, og han vil altid være i vores familie, han bor bare et andet sted end os.

En af de første dage, hang August en lang gymnastikelastik om halsen på mig. Han sagde ”mor, den skal du have fordi du er blevet dobbeltmor”. Jeg græd og var glad på samme tid. For ja, det er jeg nemlig blevet; dobbeltmor. OG August er blevet storebror. Begge dele vil vi altid være, også selvom Villads ikke er i vore hænder længere.

 

I dag er det en måned siden, og vi øver os så småt i at finde lykken i livet. Det kommer til at tage lang tid, men Villads har lært os meget, selvom vi havde ham så kort tid. Jeg føler vi har lært mere på en måned, end vi har lært det meste af livet. Vi har lært, hvad der er vigtigt for os. Hvad de sande værdier er for os og hvad vi vil med vores liv. Vi vil leve! Leve for August og for os som par. Villads har lært os at leve i nuet og værdsætte de små ting. Ligesom han har lært os, at småting er det, de er. Ikke vigtige. Navnet Villads betyder kampvilje/kampgejst, og selvom vi ikke havde talt navnet færdigt før han blev født, så vil jeg for altid være lykkelig for, at det blev hans navn. Både fordi, det var storebror der reelt gav ham navnet og fordi jeg i dag ved, at dét navn er det perfekte til ham. Han blev skabt efter to års kamp, han voksede sig stor og fin og han kom til verden og blev en del af os. Han kunne ikke leve udenfor mig, ikke leve uden mig, men han ville til verden, også selvom det kun var for en kort stund. Lægerne opdagede ikke hans misdannelse, og selvom jeg ved med mig selv, at havde de fundet fejlen i uge 20, så havde jeg ikke valgt at gennemføre graviditeten, så ved jeg også nu, at jeg på ingen måde ville have undværet Villads, nu hvor jeg har født ham. Han er min dreng, vores dreng, og han kæmpede sig hele vejen frem til os. Og dét vil jeg for altid være ham taknemmelig for.

For en måned siden brast vores verden i grus, og jeg har dage hvor jeg ikke aner, hvordan jeg nogensinde skal blive glad igen – sådan glad helt ind i hjertet, men vi øver os, som skrevet i at finde lykken, bare i små bitte bidder. Især hjælper vores fantastiske August os til det. Han er et livsstykke, som får os til at grine og smile hver eneste dag. Vi har været i Legoland, leget, bygget Lego, haft legekammerater på besøg, bagt kage, hygget i haven med bål og meget mere. Vi lever, fordi det skal vi! Men også fordi vi gerne vil.

 

Et citat, der virkelig giver mening efter vores tab!

 

Jeg har tanker og følelser til at skrive en hel bog, og for mig er det ren terapi at skrive. Sådan dealer jeg med det hele, og det har jeg egentlig gjort i mange år. Så der vil helt sikkert komme flere af disse indlæg gennem tiden.

En stjerne er født

Torsdag den 20. marts kl. 8.10 var jeg nok det lykkeligste menneske. Lillebror var klar til at komme ud til os, og vi skulle være en familie på 4. Jeg skulle sættes i gang, og det hele var spændende og fyldt med smil. Vi havde glædet os så meget alle tre til lillebror skulle komme.

Men hele vores verden gik itu præcis 17 timer senere. Det er umenneskeligt, og jeg kan slet ikke begribe, det skulle gå sådan, men vores lille dreng døde kort efter han blev født.

Han var velskabt; 50 cm. og 3100 gram. Han var ualmindelig fin og smuk og lignede August på en prik, da han blev født. De prøvede forgæves at genoplive ham i 32 minutter, og da de første tyve min. var gået, blev han døbt. Vi havde ikke talt navnet færdigt, men August havde hele tiden sagt, at han skulle hedde Villads. Så sådan blev det.

Vi brugte weekenden på, at samle alle de minder vi kunne med Villads, samtidig med at vi skulle forholde os til alt muligt praktisk. Bl.a. om han skulle obduceres. Beslutningen blev, at det skulle han, for hvad var der dog gået galt. Han var helt perfekt at se på. Kunne han ikke klare at blive født? Var det navlesnoren, som var to gange stramt omkring hans lille hals, men som ingen mærker havde efterladt? Hvad var der sket med vores lille dreng?

Mandag blev han obduceret, og det viste sig med det samme, hvad dødsårsagen var. Villads havde et hul i mellemgulvet, der betød, at hans lunger ikke kunne folde sig ud. Dvs. han kun kunne leve inde i mig. Det er meget svært at opdage, om end ikke umuligt, og jeg kan ikke lade være at tænke, at hvordan kunne de overse det, når nu jeg blev scannet hver 3. uge hele graviditeten? Det føles nærmest som tortur, at jeg skulle gå hele vejen. Gå i 9 fulde månederleve inde i mig. Han blev levende født, men stoppede kort efter med at trække vejret, det var simpelthen ikke muligt for ham. Piger, han var så smuk. 3100 g. og 50 cm lang, og så lignede han sig storebror på en prik. Åhhh det er ikke til at bære, at jeg ikke kunne få ham med hjem - han var så fin og dejlig og blød. På en måde, så vil jeg gerne være et stort menneske, og nyde alle jeres dejlige babyer, når de kommer, men på den anden side, så kan jeg slet ikke rumme det. Jeg bliver nok nødt til at melde mig ud af denne gruppe, åh det gør mig så ked af det, for jeg kunne bare mærke, vi kunne få det så sjovt sammen. Måske en dag jeg igen kan komme ind i varmen, måske en dag jeg får en lille baby i mine arme igen, og så kan vi måske ses. TAK for nogle fantastiske uger sammen piger, og må I alle have held og lykke med jeres små babyer - I bliver alle fantastiske mødre. Kærlige hilsner herfra og gang på gang få af vide at alt var perfekt med min lille dreng. Gå igennem 12 timers fødsel. Få min guldklump op på maven, for så et øjeblik efter at se en hel flok læger stå og give hjertemassage, ilt og adrenalin. Til ingen verdens nytte.

Min lille engledreng, som var så ualmindelig smuk og sød <3 td="">

Villads kunne kun leve inde i mig, og det gjorde han i bedste velgående. Han sparkede, hikkede, bevægede sig med bedste velbehag. Lige til det sidste kunne jeg mærke ham i min mave. Ja vi hørte ham endda hikke så sent som en time før han blev født. Men leve, det ville han aldrig kunne, og det gør så ualmindelig ondt.

Fredag – præcis en uge efter, begravede vi ham. Det var smukt, meget rørende og fuldstændig forfærdeligt på én og samme tid. Ved min side sad min store dreng. Tapper som en soldat holdt han mig i hånden og sad helt tæt. Åh hvor gør det ondt, han blev storebror, men nåede aldrig at lære lillebror at kende. Han har været så meget igennem den dreng, og ærlig talt, hvordan skal vi få lappet vores tre hjerter sammen.

Nu er det allerede over to uger siden - to uger…! Dagene er fløjet af sted, selvom alt foregår i slowmotion. Hvert sekund savner jeg Villads. Ser på min mave og tænker på de små spark. De mangler, Villads mangler. Vores lille familie blev til fire, men kun for en kort stund. Nu er vi igen tre, tre som skal finde ud af ikke at være fire. Jeg ved ikke hvordan vi finder ud af det, men jeg håber, at tiden lærer os det.

Et er sikkert; den dag, den 21. marts kl. 00.57 der blev en stjerne født. Han vil for altid mangle, være savnet og mit hjerte vil altid være revet over. Nuvel det skal nok hele, men arret vil altid være der.

***

Får mange lykønskninger, som jo desværre ikke er af ond mening, men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at få fortalt jer, hvad der skete. En gang på et senere tidspunkt, kan det være der kommer et mere uddybende indlæg, men for nu, er det her det, jeg magter.