Jeg har skrevet et indlæg om Irriterende følelser på Julia Lahmes blog. Se det her: Hjertet på bloggen #2
-----
Så kom der mail. Fra Mia, som deler denne fine, hårde og meget hjertegribende historie om sine egne Irriterende Følelser med os andre. Husk at hvis du har lyst til at være med til at lægge hjertet på bloggen, så send mig en mail
julia@julialahme.com
-----
Ja pyha – din med samvittigheden kan jeg kun tilslutte mig, men der er også en anden følelse, som ligger op ad den dårlige samvittighed, som i den grad irriterer mig ved mig selv – nemlig følelsen “ikke at slå til”.
Jeg vil indlede med at fortælle, at jeg sammen med min mand har en dejlig dreng på 20 måneder – August. August fik som 15 måneder gammel konstateret mbl-mangel, som er en medfødt genfejl i immunforsvaret. Dette blev konstateret efter 5 måneders uafbrudt (som i UAFBRUDT) sygdom. Dvs. at vi i de sidste 10 måneder næsten hver eneste dag, og med maximalt 5 dages mellemrum har haft et sygt barn.
Her er så mine tanker om det
“ikke at slå til”.
En dagligdag i mit liv
Natten er gået med at passe vores syge dreng. Vi tager bytte-runder herhjemme, så vi kan sove nogle minutter i streg uden at blive afbrudt, hvis altså vi kan sove for det der foregår udenfor soveværelsets dør. Kan godt være at guldklumpen har været syg det meste af natten, men det betyder ikke, at han sover længere om morgenen. Så vi er oppe ved 5 tiden – en af os. Kl. 6 kan vi så bytte, så vi begge har fået bare det der minder om søvn før dagen rigtig begynder. Afsted på arbejdet, hvor jeg som lærer i den grad er på. Kan aldrig sætte mig i et hjørne og lade som om jeg arbejder, men i virkeligheden sover. Frikvarterene går med gårdvagter og fri kl. 15 suser jeg hjem for at hente min øjesten, som ikke havde feber el. hosteanfald i morges og derfor er blevet afleveret i vuggestuen (hvilket i sig selv jo kan give en hver forælder dårlig samvittighed). Hjem og være super-frisk-hvad-skal-vi-lege-mor indtil far kommer ind ad døren lidt over kl. 16. Så går eftermiddagen med det samme som i alle hjem med små størrelser; madlavning, bad og putteritual, som i vores tilfælde er en hel historie i sig selv eftersom barnet næsten altid er syg. Når så den skønneste i verden sover, kan jeg sætte mig ved computeren for at forberede mig til morgendagens undervisning. Kl. 21 kaster jeg mig i seng for at håbe på nogle timers søvn inden vi starter forfra. Og nå ja – min mand, ham har jeg så ikke haft det der minder om tid til.
Med sådan en dagligdag er det umuligt “at slå til”. Man er rent ud sagt skide træt hele dagen lang og slår hverken helt til som lærer, som mor, som hustru og at være noget for sig selv – ja det eksisterer slet ikke. Så hvordan kommer man denne irriterende følelse til livs??
Jeg mener, jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan. Jeg knokler for at alt virker – at alt kører på skinner, men samtidig ligner jeg efterhånden ikke længere mig selv. Jeg er blevet bleg, griner ikke længere så ofte og føler slet ikke jeg er et menneske længere – nærmere sådan en zombie-ting.
At slå til… tja – måske er der en mening med at man hele tiden føler man skal kunne række lidt længere end man gør – måske er det netop det der driver os, giver os noget at leve for. Jeg kender ikke svaret, men jeg ved at følelsen ikke at række til er en hård én at besidde, specielt når man vitterlig føler man løber stærkere end nogensinde.
Mange smil (eller i hvert fald dem der er tilbage her kl. 21.28) fra Mia
( http://mammamiasverden.blogspot.com/ og http://mblmangel.blogspot.com/
------
1 Lea — 18. maj 2010 kl. 13:45
Tak for at dele, Mia!
Jeg er fuld af beundring over, at du overhovedet kan fungere … Allerede der slår du vist mere til, end jeg tror, at jeg kunne gøre.
Jeg håber, at du så ikke også har en irriterende følelse af ikke at kunne bede om hjælp, for det har I da brug for!
Måske gør det ikke et udslag for jer, og I har sikkert allerede struktureret jer ud af alt – men må jeg mon anbefale supermarkeder på nettet, så man i det mindste ikke skal bruge vågne timer på at stå i kø i et supermarked!!
Tusind tanker, Lea
-----
2 Mia Sørensen — 18. maj 2010 kl. 16:16
Kære Lea
Tak for din søde kommentar. Man orker heldigvis mere end man tror ligesom jeg synes det er heldigt at vi mennesker har en evne til at glemme det “slemme” her i livet og huske på det gode.
Vi har ved siden af alt dette en kamp med kommunen om at få hjælp. Og det er hverken nemt el. rart. Vi har pt. anket et afslag og får svar om 2 uger. Min fagforening er gået ind i det og kører sagen hele vejen fremover – så det er en super hjælp.
Vi har hyret en rengøringsdame – også en god hjælp. Og så er der vores fantastiske familier – som bare hjælper helt vildt.
Men det er svært, for samtidig er man jo ved at miste sit arbejde fordi man hele tiden er væk med et sygt barn – men hvad skal man gøre?? kommunen (som jeg er ansat af, som lærer) vil jo ikke hjælpe os!
DOG vil jeg sige – det er magisk at være forældre og August er en helt igennem positiv og glad dreng – det gør det trods alt nemmere
Tak endnu engang for kommentaren – den varmer i en hård tid.
Smil fra Mia
------
3 Julie — 18. maj 2010 kl. 17:03
Kære Mia,
Du rører virkelig mange ting indeni mig med det indlæg. Hvor er du stærk, at du ikke bare kan gennemleve det, men også have overskud til at fortælle om det!
Godt at I har hyret en rengøringdame – det hjælper virkelig i hverdagen!
Kærlige hilsener fra Julie
-----
4 Mia Sørensen — 18. maj 2010 kl. 20:25
Kære Julie
Også tak til dig for en sød kommentar – den varmer. Det er tanker som jeres der giver overskud i en hård tid.
Smil til dig – Mia
----
Ellen — 19. maj 2010 kl. 11:05
Stakkels dig/jer fordi August så ofte er syg – og heldige dig/jer at I har ham!
Hvor må det være frustrende at kigge forskrækket på mobilens display, hvis den ringer – er det mon vuggestuen eller…?
Og du nævner dårlig samvittighed over at aflevere ham i vuggestue? Den kan du godt pakke sammen! Skal han ikke have lov at indgå i sociale relationer og få nogle venner, der er på samme niveau som han selv er? Jo, selvfølgelig skal han det Så måske du skal aflevere ham næste gang, der er en skole-fridag og vuggestuen har åben – og så bruge dagen på at sove, hygge dig, sove, elske, sove, nusse rundt og sove…
Respekt for at du – trods alt – orker at dele din historie med os andre, der af og til “klynker” over hoste, snotnæse og lignende bagateller.
Vil en evt. søskende få samme sygdom?
Kh. Ellen
--------------------
Kære Ellen
Tusind tak for din kommentar. Du har så evig ret – jo han skal have lov at lege og opleve alle de andre børn, og han elsker det!! Men det er desværre også i vuggestuen han slæber alt til sig, så samvittigheden er der ikke fordi han skal over og have det sjovt, men fordi han skal over og evt. blive syg.
Man får sygdommen fordi begge forældre har et dårligt gen og et raskt gen. Dvs. han har fået et dårligt fra os hver. Et evt. næste barn kan også få to dårlige gener men også et af hvert el. to raske gener.
Vi er da meget i tvivl om vi “orker” flere børn, for tænk nu hvis næste barn også bliver sygt, men omvendt så ved vi nu hvad vi går ind til, og vil så kunne tage en masse foranstaltninger (ikke i vuggestue, mig på orlov hjemme, bestemte behandlinger ved sygdom, sovevaner og meget meget mere).
Tak igen for tanken – vi hænger I, man kan jo ikke andet
Smil fra Mia
(http://mblmangel.blogspot.com/)
(http://mammamiasverden.blogspot.com/)
(www.uniqrea.dk)
I dag står den på filtcupcakes produktion, da jeg har sat dem til salg på Trendsales og facebook, og der gik ikke mere end 10 min. fra de var lagt ind, til jeg havde første ordre på 8 stk. Dejligt.
