Viser opslag med etiketten Retrostoffer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Retrostoffer. Vis alle opslag

søndag den 7. april 2013

En skøn barnedåb - og mine kreagaver!

Min bedste veninde, som jeg har kendt siden jeg var 1½ måned gammel, skulle i går holde barnedåb for hendes mindste og nyeste lille prinsesse. Ida skulle prinsessen hedde og sørme om ikke jeg skulle være fadder for hende! Det gør mig jo rigtig stolt og glad for at få lov at have det særlige bånd til lille Ida. Min veninde er Augusts gudmor - så de har også et helt specielt bånd, og vil altid have det - hvilket gør mig så glad!

Jeg havde lavet en kurv fyldt med lækkerier efter min venindes hoved.


I kurven var der disse fantastisk søde sutsko med navn. August havde også sådan nogle og min veninde fik et par til hendes ældste datter da hun blev døbt, så det skulle hun også have nu. Sutskoene er bestilt hos And og Søe - hvis andre skulle blive forelsket i dem.
 

Min veninde er så vild med Bøllebamserne. Hun fik en Bølle da hun blev født, og den har været ved hendes side lige siden - ja 31 år nu. Den hænger i laser, men den har en særlig betydning for hende. Derfor fik hendes første datter også et særligt forhold til Bøllebamserne, og jeg har siden købt stof hos Mette - Kirkesjov - som jeg har syet af til hende. Denne gang blev det til dette fine betræk, som kom i gavekurven.
 
 
Hun fik også denne personlige collage - som jeg også lavede til hendes ældste datters dåb.
 
 
Hun fik også en personlig navneplakat - magen til dem vi sælger her i shoppen!
 
Derudover syede jeg også to små halvsol nederdele til lille Ida, den ene selvfølgelig med Bøller.
 

Derudover syede jeg en magen til til storesøster - og de fik matchende t-shirts. Ida fik tøjet på efter hun havde sovet første lur i dåbskjolen. Og - hun så så sød ud altså!


I får lige nærbilleder af hver nederdel :-) Jeg syede i øvrigt en magen til i grøn til mig selv :-)




Ida og hendes familie havde en fantastisk dag og August var fuldstændig forelsket i prinsessen. Han har baby-tække big time den dreng :) Skøn skøn dag!



tirsdag den 23. oktober 2012

Retro sengesæt

Endnu et babysengesæt er røget ud til en kunde. Jeg har efterhånden syet et sted mellem 12 og 15 sæt, og jeg synes det er så sjovt at finde stoffer og sætte sammen. Aldrig ens, altid forskelligt.
 
Inden længe får jer mere tid til disse projekter - mere om det en anden god gang.
 
Ha' en herlig dag.
Smil fra Mia
 





tirsdag den 8. maj 2012

Retro plejehjem

For nogle uger siden kom min mor hjem med en pose retrostof. Hun arbejder på et plejehjem, og så en dame komme med det, det skulle hen i terapien og klippes op til de ældre. Tænk hvor meget fedt stof der ligger rundt om på plejehjemmene :)

Stoffet har aldrig været brugt, ej heller været vasket. Jeg er glad for at min mor fik fingrerne i det - der er super meget af det hele - skønt !



søndag den 25. marts 2012

Fantastisk Farverig Weekend

Så nåede vi søndag aften, og en fantastisk weekend er slut!
Fredag aften var jeg til vinsmagning og tapas med mine dejlige kolleger. Jeg drikker normalt kun hvidvin, men kom igennem hele 4 rødvine - er helt stolt af mig selv ;-)

Lørdag eftermiddag tog mine forældre, min mand, August og jeg til Odense Zoo. Vejret var jo fuldstændig fantastisk og der var ikke mange i zoo den dag, så vi havde masser af plads. Det var så dejlig en tur. Skønt at se August være imponeret over det hele. Han var der også for to år siden, og der var han også helt betaget af det hele, men denne gang havde han sådan glædet sig, fordi hans største ønske pt. er at komme til Afrika og se alle dyrene - det her var kompromiet ;-) Vi sluttede af med spisning hos mine forældre og gik hjem derfra på den smukke aften. Man er jo nærmest helt høj efter sådan en dag !

Taget med mobil - derfor den lidt ringe kvalitet

I formiddag var vi på fylden og efterfølgende handlede vi ind til højbede og maleprojekter. Imens August sov fik vi samlet nye reoler til mit lager. Jeg er så tilfreds! Alt stoffet på lageret, er noget jeg har fået foræret af en kollegas mor. Der var 5 fulde sække med stof. Nu er det sorteret op. 3 kasser skal bruges til workshops og resten er inddelt i frotté/jogging - der var så meget fint dertil, bomuld, strækstof/rib - også en super bunke og børnestof. Der var så meget fint børnestof, her er bare et lille udpluk.



I eftermiddags har jeg så malet den sidste Hukitstol de første to gange. Men at dække en godt slidt tidligere blå stol om til gul er et flerdagsprojekt, så jeg fortsætter i morgen. Amagerhylden fik jeg for en ti'er på nabogården til dødsboloppesalg. Dem der stod for det havde da smidt alt sengetøj og lign. på lossepladsen... ! Ærgeligt !

I morges lavede August og jeg en nye tal til gangen. Denne gang er det en hinkerude og tallene har fået forskellige farver. Så nu øver vi både tal, hinker og øver farver.



Nu er det "nye" sengetøj lagt på dyner og puder, efter at have hængt ude i det dejlige vejr. Uf jeg glæder mig til at komme i seng. Fra soveværelsesvinduet kan man lige ane, at påskeliljerne nu blomstrer i vores høj ! Så fint.



Dagen sluttede med denne solnedgang! Jeg ELSKER foråret, det giver mig fornyet energi og mere udetid til at nyde min dejlige familie.



mandag den 19. marts 2012

Lækkert fund og kronjyden salg

I fredags kørte jeg med min mand til Odense. Han skulle til møde derover, og imens shoppede jeg - skøn fordeling :) Da han var færdig med mødet mødtes vi og spiste frokost sammen, han havde nemlig fødselsdag. En super dag med høj sol, lige hvad vi trængte til.

Den første butik jeg var i, var en genbrugs, og se lige hvad jeg fandt! To ens sæt i super fin stand. Sikke et fund! Tror de skal på vores egen seng. Jeg synes efterhånden, der går længere imellem sådanne fund, men jeg har da gjort mig en del de sidste par år trods alt.





Jeg har i øvrigt besluttet at sælge Kronjyden krukkerne igen. Kontakt mig på mia.soerensen@hotmail.com for nærmere info.



Thedåsen har en revne på den ene side, men det er ikke noget der går hele vejen igennem, hvorfor den sagtens kan bruges. Carry har et lille bitte skår på den ene side. Ellers er de fejlfrie.

fredag den 17. februar 2012

Vinterferien

Ja så er årets vinterferie næsten allerede slut... Bom! Det gik da alt for stærkt ! Kablet til mit kamera gik i stykker i ferien, i dag blev min kære far min redning, så nu skal I se hvad ugen er gået med.

Vi starter bagfra.

I dag, fredag, har August og jeg været på legebesøg hos hans gode ven fra børnehaven, som altid super hyggeligt. Efter middagsluren, tog farmanden, August og jeg ind på min skole, hvor vi først svømmede i svømmehallen. Det var første gang vi gjorde det, og det var så hyggeligt altså. Efterfølgende legede vi i idrætshallen. Det gør vi af og til, og det er bare så skønt med et afbræk på den måde.

I går, torsdag, gik turen til Århus sammen med August og min mor. Vi skulle besøge min lillebror. Det var en lidt regnfuld dag, men en super hyggelig tur. Vi tog toget derop og onkel fik den største krammer af August, da han så ham på perronen - dejligt at se onkel igen ! Vi spiste morgenmad i Salling og efterfølgende shoppede vi. August fik forårssko i form af de super skønne Arauto Rap sko. Så über lækre altså !



Det blev til andre lækre sager, dog ikke fotograferet ;-)

Min mor forærede mig de smukkeste franske anemoner - som nu pryder vores nye fine Susanne Schjerning dug i køkkenet. De fik lov at stå i bryllupskanden, som vi sjovt nok fik i bryllupsgave ;-)


Onsdag var August og jeg til trylleshow på biblioteket. Det var et kæmpe hit hos August. En super oplevelse sammen. Vi var også på cafébesøg sammen. Så dejligt at min lille dreng slet ikke er så lille mere, og vi nu kan få helt andre oplevelser sammen, især fordi han har så let til grin. Skønt.



Tirsdag modtog jeg en skøn pakke fra Line, som jeg havde købt på auktion. Se lige et hav af lækkerier... ikke super godt fotograferet kan jeg se - men der er elefanter, fugle, katte, Graziela, retrostoffer, retro børnestoffer og nye stoffer i en skøn blanding. Lækkert !



Mandag havde vi besøg af gode venner, som for små 3 måneder siden fik en dejlig dreng. Jeg havde haft hele dagen til at hygge om maden. Vi fik jordskokkepuré, jordskokkechips, kartoffeltårn (som kollapsede - hehe), indbagt mørbrad, rødvinssauce, bløde gulerødder, friske asparges, sauterede svampe og frisk salat samt brød. Det smagte rigtig skønt. Omend anretningen skulle gå lidt mere tjept end jeg havde håbet ;-) Så på billede manglede kartoffeltårnet - haha. Til dessert fik vi bananasplit med hjemmelavet chokoladesovs. Det var vist første gang jeg lavede den dessert. Men helt ærligt... den er altså go' ;-)



 Det var den uge ! Skøn, skøn, SKØN uge !

mandag den 16. januar 2012

Av for en (møg) dag

Har haft en elendig dag !! Sluttede af hos tandlægen med ondt og en regning på 1600 = endnu mere ondt!!

Kom så heldigvis hjem til hele to pakker. Den første var fra Trine. Jeg havde nemlig købt mig en stofpakke hos hende. Og jeg blev IKKE skuffet. Se lige det skønne børnestof (og der er meget af det - endnu bedre)... er helt forelsket. Ja hele pakken er super skøn. Tak Trine !



Den anden pakke var fra Kristina. Hun havde deltage i en Craft it forward leg hos mig, og her er hvad jeg fik retur. De fem fineste dåser. De skal nok komme fint i brug ! Tak for dem Kristina !



Nu står den på hovedpinepiller imens bedøvelsen fra tandlægen er ved at forsvinde før jeg skal ud og løbe med min løbemakker. Hm... må se om jeg kan løbe ;-)

tirsdag den 6. december 2011

Lækre nye sager

Jeg har fået mig nogle voldsomt lækre nye stoffer :) Behøver vist ikke sige mere... !

Og så har Karen været så utrolig skøn at købe og sende den fine cirkelskærer til mig - endnu engang tusind tak !


lørdag den 15. oktober 2011

Hep hep og loppefund!

Det går tjept med at rydde op i kreaværelset - godt hjulpet på vej af manden, som har hygget med August det meste af dagen!

Jeg er så tæt på at være færdig - såå nu er målet, at det er færdigt inden i morgen aften!

Her får I lige et billede af stofskabet som det ser ud nu. Lækkerier er der masser af :-) Meeen der er ALTID plads til flere :-)


























Jeg var også et smut på marked i dag, der fandt jeg flere fine sager - dem skal I da også lige se :-)


En skøn Colditz Påfuglekande. Sidder der en samler derude vil jeg godt sælge eller bytte. Hvis ikke passer den perfekt til den varme kakao her i efterårsvejret.



En B&G juleplatte fra det herrens år 1981. Jeg er ikke ligefrem samler, men jeg har 3 i forvejen, som jeg fik for 20 kr. stk. i Inspiration, da den lukkede her i byen, men nu har jeg fire inkl. den fra mit og mandens fødselsår. Gav i øvrigt også 20 kr. for denne.



4 badges som jeg husker fra min barndom. 1. Posten ønsker alle en glædelig jul - 2. grøn fornuft - 3. Børn skal ha' det godt (min favorit!!) og 4. Glædelig jul. Derudover 2 bøger - en med cirkus man kan lave i skolen og en med trafik!



Et rigtig skønt retro badehåndklæde til børn i den fineste turkisblå farve. Er helt vild med det !



Et super fint kortspil med titlen "Fornøjelige Familier" - der er simpelthen de fineste billeder på kortene - føler mig vældig inspireret. Derudover 6 skønne Bambiknapper.



August har hostet voldsomt meget i dag, men livede op, da mormor og morfar kom på besøg med en super fin gave - den får I af se en anden dag. Nu putter trolden og mor og far her slapper af!

Ha' en skøn aften derude!

lørdag den 8. oktober 2011

Lægebesøg og lidt krea

Så gik endnu en uge uden særlig megen aktivitet herinde...

Onsdag sen eftermiddag var August og jeg jo ved lægen. I sidste øjeblik kom farmor med, og det endte vi med at være glade for. Først skulle August vejes (15.6 kg) og måles (93 cm.). Så skulle han gå på line, hvilket han gjorde mens han snakkede og spiste rosiner - jow jow drengen kan multitaske - ingen problemer der. Så skulle han hoppe og have testet øjnene. Dernæst gennemtjekkes. Da August nu har givet udtryk for, at han har haft ondt i halsen i en måned, så skal han i efterårsferien tjekkes for polypper (de bekymringer tager vi lige senere!). Til sidst skulle han vaccineres mod influenza - det samme skulle jeg. Pyha det var ikke rart, for det var jo kun to dage siden, han havde været igennem blogprøvehelvedet. Men farmor holdte ham, lægen stak og mor her trøstede. Det går jo hurtigt, så han var ok ret hurtigt igen. Farmor og ham gik ud, så jeg kunne få svar på blodprøverne fra mandag. Der var et blodtal, der ikke var som det skulle være - naturligvis havde jeg nær sagt ! Det er de "soldater", som passer på hans næsten ikke eksisterende immunforsvar, som også var stærkt svækket. Lægen ville meget gerne have det undersøgt nærmere. Det kan "bare" være en sammenhæng med hans mbl-mangel, men det kan også være noget andet, så nu er prøverne videresendt til Vejle Sygehus, som er specialister i blodsygdomme. Ja ja - endnu en problematik. Jeg har valgt, at jeg først bliver rigtig bekymret, hvis der er grund til det - jeg kan ikke blive ved at håndtere flere sygdomme, især ikke, hvis der ikke er grund til det.

Onsdag aften, da August var faldet i søvn, kom min kære mand hjem efter at have været væk i 3 dage - det var dejligt at få ham hjem igen.

Torsdag aften fik jeg syet de grønne og de sorte velourbukser til August færdig. de blå syede jeg til sytræffet. De er skønne til ham, dejlig bløde og med små retrodetaljer iform af blå retroblomster, sorte Grazielahjerter og Smølferne.


I går da jeg kom hjem fra arbejde fik jeg hurtigt syet et McQueen sengesæt til August (ikke kønt efter min
mening, men drengen ELSKER det) og et Bøllesæt til min bedste venindes datter, som også fik et sæt til dukken.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...