fredag den 12. april 2013

Når fællesskabet er større end én selv!

I går kl. 11.30 satte jeg mig ind i en bus for at deltage i det, der efterfølgende viste sig at være en fuldstændig fantastisk oplevelse!

 
Turen gik til København, nærmere betegnet Christiansborg Slotsplads. Det kommer jo nok ikke som en overraskelse for jer, at det naturligvis var den kæmpe lærerdemonstration jeg skulle ind til.

I bussen var der god stemning, og det var vildt at køre over Fyn og møde den ene bus efter den anden! Der blev naturligvis sunget flere sange i bussen!

 
 
Vi ankom præcis 15.00 og blev sat af på Østerport, hvor vi straks stillede op sammen med... 10.000 andre. Foran os var der en lille lastbil, som spillede højt musik og nå ja, så var der politieskorte hele vejen. Vi skulle gå 3 km i samlet trop. Det var en kæmpe oplevelse! og da vi rundede hjørnet til Christiansborg Slotsplads, ja så rejste alle hårerne sig! Dér fik jeg et syn, jeg nok aldrig glemmer. Fra fire sider kom vi strømmende - ca. 10.000 i hvert hjørne, og indenfor kort tid samledes vi alle på samme plads! Fuldstændig fantastisk oplevelse!

Lige da vi kom ind på pladsen mødte vi vores allesammens HELT! Formanden for lærerforeningen, Anders Bondo Christensen.



Der var et super program med Rasmus Nøhr, Raske penge og Klumpen samt Tim Christensen.

Her er det Rasmus Nøhr der byder op til fællessang!

 
Derudover var Sebastian Dorset konferencier - og det gjorde han bare SÅ godt! Og endelig var der fire fremragende taler!



Den danske model blev begravet den anden dag, og her var kisten nået frem til Christiansborg.


Godt humør!


Jeg stillede mig op på en stor sten på pladsen, måtte bare se mængden af folk - tog de næste tre billeder, og ingen er taget samme sted - det var så vildt et syn!!




Her er lige lidt fra da Anders Bondo talte, ikke super skarpt, men måske kan stemingen alligevel opleves lidt.

 
 
De sidset 45 min regnede det, men som Sebastian Dorset sagde "det giver jo ingen problemer, lærerne er jo vandt til at blive pisset på" ;-)
 
 

Stemningen var euforisk og jeg havde virkelig en følelse af at være med til noget der var kæmpe stort. Når fællesskabet er vigtigere og større end én selv, ja så oplever man jo bare en magi, man ikke oplever særlig tit.

Det er en lang og sej kamp det her - men jeg kæmper videre!

Tak til alle der var på pladsen i går - jeg vil aldrig glemme det!

onsdag den 10. april 2013

Lockout Lærer

Ja det kommer vist ikke som et chok for nogle af jer, at der er lærerlockout lige for tiden. Ligesom det nok heller ikke kommer som et chok for jer, at jeg er lærer! Når det så er sagt, ja så er jeg kun delvist lock'et out. Jeg er fuldt ud lock'et out som lærer, må ikke søge lærerjobs, komme på skolerne eller tage "skruebrækkerarbejde". Men for at få mine dagpenge, ja så skal jeg søge andet arbejde udenfor mit fag. Skal jeg jo egentlig altid, men forskellen er jo, at jeg lige nu bare ikke må søge det jeg er uddannet til overhovedet.

Jeg er derfor en del af konflikten og deltager i en hel masse demonstrationer her i byen. Der er en stemning af "os mod dem" og "vi tænker på børnene - I tænker på pengene" stemning og jeg er egentlig vild med det. Altså kun fordi det nu er, som det er !! Dagene går så stærkt, og alt det jeg troede jeg skulle nå den sidste halvanden uge, er ikke rigtig blevet til noget, tilgengæld har jeg fået set mange gode og meget savnede kolleger - så dejligt!


I morgen skal jeg til København til kæmpe demonstration - bliver ret fedt!

GOD KAMP til alle mine lærerkolleger derude bag skærmen og et lille OPRÅB til forældrene - kom - endnu - mere på banen - det er jeres unger der skal betale prisen - desværre!

Smil fra Mia

søndag den 7. april 2013

En skøn barnedåb - og mine kreagaver!

Min bedste veninde, som jeg har kendt siden jeg var 1½ måned gammel, skulle i går holde barnedåb for hendes mindste og nyeste lille prinsesse. Ida skulle prinsessen hedde og sørme om ikke jeg skulle være fadder for hende! Det gør mig jo rigtig stolt og glad for at få lov at have det særlige bånd til lille Ida. Min veninde er Augusts gudmor - så de har også et helt specielt bånd, og vil altid have det - hvilket gør mig så glad!

Jeg havde lavet en kurv fyldt med lækkerier efter min venindes hoved.


I kurven var der disse fantastisk søde sutsko med navn. August havde også sådan nogle og min veninde fik et par til hendes ældste datter da hun blev døbt, så det skulle hun også have nu. Sutskoene er bestilt hos And og Søe - hvis andre skulle blive forelsket i dem.
 

Min veninde er så vild med Bøllebamserne. Hun fik en Bølle da hun blev født, og den har været ved hendes side lige siden - ja 31 år nu. Den hænger i laser, men den har en særlig betydning for hende. Derfor fik hendes første datter også et særligt forhold til Bøllebamserne, og jeg har siden købt stof hos Mette - Kirkesjov - som jeg har syet af til hende. Denne gang blev det til dette fine betræk, som kom i gavekurven.
 
 
Hun fik også denne personlige collage - som jeg også lavede til hendes ældste datters dåb.
 
 
Hun fik også en personlig navneplakat - magen til dem vi sælger her i shoppen!
 
Derudover syede jeg også to små halvsol nederdele til lille Ida, den ene selvfølgelig med Bøller.
 

Derudover syede jeg en magen til til storesøster - og de fik matchende t-shirts. Ida fik tøjet på efter hun havde sovet første lur i dåbskjolen. Og - hun så så sød ud altså!


I får lige nærbilleder af hver nederdel :-) Jeg syede i øvrigt en magen til i grøn til mig selv :-)




Ida og hendes familie havde en fantastisk dag og August var fuldstændig forelsket i prinsessen. Han har baby-tække big time den dreng :) Skøn skøn dag!



onsdag den 3. april 2013

Lækkert i Gråt

I dag blev påskepynten pakket helt væk og da det hele stod bart,
opstod nye idéer og lækkerier blev til et lille tablou. 
 
Herhjemme har vi længe haft en meget minimalistisk stil med farvesvulp og lækkert design.
Jeg synes det lille tablou i køkkenet blev så fint og passer lige ind her i hytten.
 
 
 
Trekanterne har jeg købt af søde Denise. Papirskuglen er fra Søstrene Grenes, Kubus Bowlen fra ByLassen, YESYESYES printet er fra Boligmagasinet i januar måned og den lille fine vase er fra Inspiration, købt i efteråret. De små træhuse har Karen lavet. Skålen som pt. leger urtepotteskjuler er fra Normann og radioen er en Tivoli Audio. Den fantastiske ramme er et kært minde om Augusts første år. Den er så fin at gå og se på hver eneste dag. Og ja... nu bliver han snart 5! Pyha!
 
(links er IKKE sponsoreret - bare info!)
 
 


  



 

mandag den 1. april 2013

Bord dæk dig - Påske

Påsken faldt tidligt i år, så derfor syntes jeg også I skulle have påskebordet i marts istedet for, som først planlagt, i april. Men ja, tiden fløj med familiehygge, og selvom DIY'en i dette indlæg har lagt klar som kladde siden første uge i marts, ja så får I først indlægget nu - tsk tsk.

Jeg har holdt bordet i pastelfarver og valgt at dekorere med forårsgrene og klassisk påskepynt.

Derudover er jeg gået all in på servietterne. Dem der ligger på tallerkenerne passer så fint til de små påskekyllinger på bordet og servietterne i glassene minder mig om græs der stritter op.


Solen skinner udenfor, utroligt hvad solen gør ved ens humør og overskud. Man kan jo bare lade være at kigge på sneen på græsset ;-)


Bordfolket er peppet op med de sjove plastikæg. Indeni gemmer sig små overraskelser. Tip: gem små sedler indeni, lidt sødt til efter maden eller salt til ægget.

 
August og jeg har sået karse i alt muligt her i påsken, bl.a. disse fine retroæggebægre. Dog blev der i disse fyldt alt for mange frø i, så det er nok mest til pynt - men pyt! På bordet pynter de godt med en kylling oveni.



Denne måneds DIY/Idé er lidt pynt til forårsgrenene. Mulighederne er uendelige, og jeg tænker også det kan være super søde med billeder af fødselsdagsbarnet, børnetegninger eller aviser. Nemme at lave også med ungerne.






 
Det var påsken - lidt sent i det må jeg jo nok indrømme, men bordet var enkelt denne gang og kan måske inspirere til et hyggeligt forårsbord med forårsgrene, servietter og min lille diy.
 
Smil fra Mia

tirsdag den 26. marts 2013

Forbereder stofsalg m.m.

Halløj med jer

Jeg er igang med den store oprydning herhjemme. Jeg øver mig Big time i at skille mig af med ting og sager, og husker mig selv på, ar selvom nogle ting bærer minder, så er de minder i mit hjerte og der skal være plads til nye minder. Samtidig er jeg en samler, også Big time. Alt er rart at have, for hvad nu hvis... Ville ønske jeg kunne være bedre til at være tilfreds med lidt men godt. Det er så det jeg øver mig i nu!

Jeg har sat en masse til salg via en oprydningsgruppe på facebook, og vil også rydde ud i mit kæmpe stolaer. Det bliver uden tvivl meget sværere end så meget andet. Men her før jeg går igang har jeg et spørgsmål til jer, og især jer der har henvendt jer til mig vedr. stof, ønsker I pakker med små stykker til lappetæpper, 50x50 cm stykker eller større stykker? Ønsker I det enkeltvis eller i blandede pakker?

Derudover skal jeg høre, om nogen ved, om man kan tage en backup af sin blog, og kopiere hele indholdet? Er blevet så nervøs eer det hackeri (shit det er et stort projekt at sætte siden op igen)!

OBS! Billedet er lavet af billeder fra min stofsamling for flere år siden. Jeg har ikke alle de viste længere, og vil ikke pt. reservere, da jeg slet ikke aner hvad jeg vil sælge endnu! Jeg øver mig som sagt bare, og har min kæmpe samling for kær til at sælge rub og stub ;-)

Smil til jer, Mia

Frasspas

Da min mand og jeg var børn elskede vi begge Havrefras - elskede især når mælken kom ind i selve frasen, og den så sprang inde i munden - mums!

I dag fåes de som minifraser og er et helt børneunivers for sig selv. Vi fik lov at teste de små lækkerier, og August var solgt på stedet! De blev spist med youghurt og masser af spas!



Indrømmet min mand og jeg spiste også nogle til aftenskaffen ;-)



August var vild med at løse gåderne og finde de forskellige figurer på æsken. Det er nu desuden muligt at hente en sjov app lige HER. Den er så fin - se den fine nye video dertil lige HER.

lørdag den 23. marts 2013

En dum hacker :(

Bedst som jeg havde gjort foråsrent i shoppen (uniqrea.dk), ja så blev siden suspenderet af hostingsitet. Jeg var noget blank, og efter møje og besvær og 20 mails frem og tilbage fik jeg løst det de bad mig om... desværre var det ikke nok! Shoppen var blevet hacket, som i seriøst ødelagt, og den stod ikke til at redde! 6 år fylder shoppen til sommer, så I kan nok regne ud, at det var en omgang der nærmest slog benene væk under mig! 6 år har jeg filet lidt i kanterne, rettet lidt i hjørnerne og pudset lidt på billederne. 6 år - og væk, pistvæk var det hele! Jeg var grædefærdig!


Heldigvis så kender jeg Heidi, hun har nemlig både lavet den eksisterende hjemmeside og min tidligere lille virksomhed. Og hun er dygtig hende Heidi!

Jeg venter i spænding på at den nye og nu meget bedre shop er færdig. Heldigvis kunne Heidi redde en masse stumper, så jeg ikke skal helt forfra med tekst, meen der er godt nok mange produkter der skal lægges ind på ny, som i alle produkter. Men, på med ja-hatten og de positive-briller - intet er så skidt at det ikke er godt for noget andet, så jeg glæder mig derfor til relanceringen!

Smil fra Mia

onsdag den 20. marts 2013

Bowl by Lassen

Jeg har fået den fineste påskegave af by Lassen - den super enkle og virkelig smukke Bowl, som er designet af Mogens Lassen. Min har den smukke cool grey farve, hvilket jeg synes giver den et stramt og stilrent look. Uf hvor jeg kan mærke vi bliver et godt par!

Kig forbi by Lassens fine hjemmeside og se deres mange lækre billeder, der i den grad inspirerer mig eller følg med på Facebook.




Tillykke til nr. 1

Der er nu fundet en super heldig vinder af postkortstativet fra go-card!

Tak til go-card fordi I ville være med, og tak for alle roserne omkring giveawayen. Jeg har som sagt haft mit stativ i seks år og jeg ELSKER det, og har på fornemmelsen, at go-card for solgt en hel masse stativer nu, kan ligesom fornemme at I var ret vilde med det!


Den heldige vinder blev simpelthen nr. 1 som er Maria. Det er første gang random.org trækker nr. 1 - og det synes jeg egentlig er rart, altså at se, at nr. 1 også kan vinde! Så stort tillykke til dig Maria. Send mig fluks din adresse!

 
Smil fra Mia

Hjemmebageri

Min kære mand havde fødselsdag i sidste weekend. Det skulle naturligvis fejres, og da hans yndlingskage er hindbærsnitter, måtte jeg jo begive mig ud i det projekt.

Jeg bagte de sødste små minihindbærsnitter og napoleonshatte. August og jeg bagte cookies fra en af hans yndlingsbøger "Bedstemor Ands hemmelige opskrifter" :)

 



Derudover blev der bagt gode gammeldags fødselsdagsboller - i hobevis, ligesom jeg lavede nogle lækre pålægsfade også på god gammeldagsmanér!





Weekenden bød også på en kage til Augusts bedste ven, som blev 4 år. Han skulle have en Cars kage, og det blev så til denne kage i to lave etager. Det lød som om den var et hit i børnehaven - mere kunne jeg jo ikke bede om :)




 
Smil fra Mia

torsdag den 14. marts 2013

Plastikæg til påske

Sidste år indkøbte jeg en hel del plastikæg, som jeg havde set på pinterest. Jeg solgte en del til billige penge til bloggere, og i år er det væltet ind med med mails omkring æggene. Jeg har ikke købt en ny kasse i år, men har siden set, af de kan fåes magen til på cchobby og i går så jeg at fakta havde lignende bare i blanke.

De er så geniale, og vi nød dem sidste år. De blev fyldt med sunde godter og gemt i haven istedet for de mere usunde chokoladeæg. De pyntede også på bordet og var super til madpakken omkring påsketid.

Smil fra Mia



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...