I går morges kl. 5 kørte vi alle tre afsted mod Billund. August halvsov/sov derop, men holdt fast i min hånd hele vejen. Da vi ankom, sagde han ud af det blå med bævren i stemmen "farvel mor!". Jeg blev helt overrasket over, at han blev ked af det. Sagde at jeg ville følge dem helt hen til check-in. Inde i hallen var det pludselig en grådkvalt August, der sagde farvel til mig. Hold nu op, det var hårdt, synes jeg. Men jeg vidste, at jeg skulle bevare smilet og bare kysse og kramme og ønske en fantastisk ferie. Han kom op til sin far, og grædende sagde han "bare gå mor", som i det er okay mor, det skal nok gå. Med den største klump i halsen forlod jeg mit grædende barn og min dejlige mand og hylede hele vejen ud af hallen. Nu bør det nok nævnes, at August ikke er et barn, der græder, som i nærmest aldrig, for "ægte Ninjaer græder ikke"... Al den sygdom, har gjort ham lidt hård, altså han er blød som smør, men vil helst ikke vise, hvis noget er svært el. gør ondt. Så selvom jeg godt vidste, at han ville komme til at savne mig, kom det alligevel bag på mig, at han kunne blive så ked af det. Bum!
Ude i bilen igen, skrev jeg straks en sms til min mand, som indenfor 5 min. skrev, at han var god igen og rigtig glad! Sådan! Afsted med dem, og hjem i seng med mig.
Min mand vidste nok godt, at jeg ville have det rigtig godt med at få lidt sms'er i løbet af deres rejse. Så han skrev løbende. Og kl. 15 blev jeg ringet op af August, som pavestolt kunne fortælle, at nu havde de fløjet, fløjet, kørt bus, kørt tog, kørt bus, gået, lejet ski, fundet hotellet og dér var der Flaxi (skistedets bamse) overalt og endda et Kinderæg til ham. Han sluttede samtalen af med "mor jeg elsker lillebror og dig", og endnu engang smeltede mit hjerte over at have sådan en omsorgsfuld og helt vidunderlig dreng. Der gik en time, så ringede han igen - hehe, tror han savner mor her. Han ville lige høre, hvordan det gik i Danmark? og sagde "det er altså ærgeligt, du ikke kan komme med mor". Jeg gav ham ret, men fortalte igen, at jeg jo var nødt til at passe på lillebror i maven herhjemme. Det forstod han godt. "men mor, her er skidehyggeligt"! Hehe. Herligt. Da kl. blev puttetid, ringede han liiiige igen :) "mor hvilken bog synes du, vi skal læse? kæmpepæren el. mormors gebis?". Jeg forslog kæmpepæren, hvortil han sagde "sagde du begge bøger mor?". Hehe. Fik lidt flere kærlighedserklæringer, og så et stort kys sendt hele vejen fra Østrig.
 |
| Billede af os alle tre i Kappl sidste år |
Min lille dreng er ude i den store verden uden sin mor for første gang, dog med sin far! Og det er okay, det er egentlig fuldstændig okay og helt fantastisk. Tænk at jeg er gift med en mand, der gerne vil tage sin 5 årig dreng med på skiferie helt selv. Jeg elsker dem begge mere end ord kan beskrive. Og ja, jeg savner dem ! Men, det er også helt ok at savne engang imellem. Når de kommer hjem går der et par uger, så er vi ikke kun 3 i familien mere, så er vi pludselig 4, og en helt ny tid begynder. Det bliver magisk, men også noget helt nyt. Vi glæder os alle helt vildt, men indtil lillebror kommer, er jeg dæleme glad for, at August får sådan en oplevelse med i baggagen.
I dag fik jeg en sms, 2 timer på skiskolen, og August er ligeså god, som han var sidste år efter en uge! FEDT! Det er præcis derfor, de er afsted, for ikke at miste alt det han lærte sidste år. Fedt, fedt, fedt for dem! og havde jeg ikke haft lillebror i maven (og været så tæt på termin), ja så havde jeg været med ! Men næste år, der tager jeg revance, der skal jeg med alle mine drenge igen!
Smil fra Mia
Hihi, bedst som jeg skulle til at trykke på udgiv, så ringede han lige igen ;-) "mor her er en rigtig flot udsigt. Solen skinner, så vi har solcreme på, og nu sidder vi i sneen og spiser snolder". "Jeg har været nede af bane 2 tre gange og også været nede af "Bockalm" bakken". Han er SEJ er han !!
