Fredag er det tolv uger siden vi mistede vores lille Villads. 12 uger...! Det vil altså sige 3 måneder... Jeg tænker på ham hver eneste dag, nogle dage kan jeg slet ikke holde det ud, ville ønske jeg kunne flygte fra det, andre dage virker det hele surrealistisk. Jeg var da gravid, var jeg ikke? Jeg fødte da, gjorde jeg ikke? Jeg kommer nogle gange helt i tvivl. Måske var det hele bare en drøm... Men så er det, at jeg ser på billedet af min lille dreng, og så banker virkeligheden på. Ikke en stille banken, nej mere en hård og ikke særlig venlig banken. Villads var vores lille mirakel, men han kunne ikke leve uden mig. Ikke leve uden sin mor. Det er egentlig en meget smuk tanke, synes jeg, og alligevel så er det jo ikke sådan, det skal være. Første gang vi mødre giver slip på vores børn, er når navlesnoren klippes. Normalt er det jo så dér, det hele starter. Et liv som mor fyldt med glæder, smil og grin. Men for os blev det fyldt med sorg, tårer og afmagt.
Der er tidspunkter, hvor jeg kan abstrahere fra sorgen, og tænker om jeg mon er ovre det nu. Men bedst som jeg tænker, at nu vender det, så sker der noget, der gør, at jeg så alligevel er så langt fra ovre det. Jeg tænker egentlig også, at jeg aldrig kommer over det, men at jeg med tiden kan lære at leve med det. Det... træls ord... for det, er jo lig med at have mistet et barn i denne her sammenhæng.
 |
| Billedet er taget ved Villads gravsted |
Jeg har efterhånden lært, at sorg er noget man ikke kan flygte fra, men det er muligt at holde pauser. At gå til og fra sorgen, har psykologen lært mig, er en rigtig god egenskab at have. Jeg holder pauser, men indtil nu er det kun, når jeg beslutter mig for det. Pauserne er jeg nødt til at tage, for at kunne overleve i det her, og pauserne vil jeg også tage for at kunne være der for min dejlige August. Men der er konstant forhindringer undervejs. Det kan være alt muligt, der alligevel får læsset til at vælte; én jeg møder, jeg ikke har talt med, en tanke der dukker op, et besøg på kirkegården osv. Jeg har taget kreapauser, hvor jeg har fordybet mig i et kreativt projekt, men hvor ingen forventede noget af mig. Det har været rart og virker godt for mig. Men så snart der er forventninger om, at jeg skal præstere noget bestemt, eller noget kræver min koncentration el. mit fulde fokus, så dur det ikke for mig. Jeg har ikke overblik el. evnen til at holde fokus på ret meget for tiden. Hvis nogen taler om noget i for lang tid, falder jeg fra, hvis jeg skal læse, må jeg læse det samme igen og igen, for at forstå det. Hvis nogen informerer mig om datoer og lign. så kan jeg ikke huske det to sek. efter. Mange af disse symptomer havde jeg også, da jeg mistede mit job pga. August sygdom. Det er tegn på stress/depression, men jeg føler mig egentlig ikke stresset el. deprimeret i den forstand. Istedet føler jeg mig tynget af sorg. OG det er vel egentlig også okay?!
 |
| De lækreste babyfødder - dem fik vi kun lov at nusse på en enkelt uge. |
Efter Villads' død har vi gjort mange forskellige ting for at afslutte det hele ordentligt. Bl.a. lavede vi selv hele gravstedet, vi har lavet en fin fotobog, en lille mindehylde, lånt bøger på bib. med August om emnet, kigget i stjernekikkerten (som August fik den dag Villads blev begravet) og lavet små særlige tiltag, som altsammen er med til at hele os. Det er en lang proces, og der er dage, hvor jeg ville ønske, at det ikke var sket, men heldigvis er der flest dage, hvor jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig for, at vi fik Villads. Han har lært os meget, og hver dag øver vi os fortsat i at finde lykken, også selvom det kun er i små glimt. Men glimtet i sig selv, er med til at vise os, at der er lys for enden af tunnelen.
 |
Villads gravsted ligger på det smukkeste sted mellem kastanjetræer, åbne marker (den anden vej) og heste. Der er stort set sol hele dagen på Villads smukke sted og at tage derud om aftenen og se solen gå ned giver altid tårer i øjnene og gåsehud på armene. Han har fået den fineste plet, præcis som han fortjener det!
|
Kærlige tanker
Mia
Vi har fem års bryllupsdag på fredag, og derfor valgte jeg at lave en frokost-for-to. Bordet kunne naturligvis have været dækket op til mange med samme tema og samme mad. 
