Sorg og smerte

Vi var glade, da vi for knap 3 uger siden fandt ud af, at jeg var gravid. Vi kunne ikke vente til vi skulle fortælle alle den gode nyhed, men vente ville vi. Man hører jo om nogen...
Forrige torsdag fik jeg meget ondt i venstre side af underlivet og kontaktede en vagtlæge, som sagde, at hvis var det en abort på vej, så var der ikke noget, at gøre ved det. Det var jeg naturligvis klar over, men jeg havde alligevel en underlig følelse. Fredag skulle min mand, August og jeg til København, så vi besluttede, at jeg skulle scannes på en privatklinik fredag morgen. Jordmoderen kunne dér konstatere, at der ikke var noget foster, og jeg havde en negativ graviditetstest. Havde jeg så aldrig været gravid? Men jeg havde jo selv taget 3! og lægen 1 positiv test... Men vi slugte nyheden - det var bare ikke meningen, at det lille væsen skulle leve. Derefter drog vi mod København.

Buket fra min kusine og hendes familie, som har konfirmation i morgen

Vi havde to fantastiske dage!! Vi boede i DGI byen, så den stod på svømmehal, shopping på Vesterbro/Frederiksberg, restaurentbesøg, loppemarked på Frederiksberg, besøg af onkel, ja den stod bare på total hygge!! Vi nød livet og hinanden, og nød at se August. Han havde en kæmpe oplevelse, og kunne falde i stimer over de mindste ting; en due, en mand klædt ud som en viking, Lego Store, Disney Store, karrusel i BR - wow, det er sørme vildt at være 3 år fra Jylland og så komme til storbyen. Vi grinede og smilede til hinanden - kæft han er dejlig altså!!

Smuk dekoration i ynglingsfarven med ynglingsdyret fra min moster og onkel

Lørdag aften kl. 23 fik jeg pludselig voldsomme smerter i venstre side af underlivet igen. Som i VOLDSOMME smerter. Kl. 03.30 blev jeg hentet af en ambulance og kørt babu afsted til Hvidovere Hospital. Dér fik jeg mildest talt en dårlig behandling, og med besked om, at jeg jo bare var forstoppet og nok var ved at abortere, blev jeg sendt ind på en briks uden noget som helst, hvor jeg kunne vente på, at min mand kom og dreng hentede mig. Jeg følte mig så ydmyget og ked af det.

Smuk buket fra mit arbejde, både ledelse og kolleger

Søndag middag kørte min mand så August og jeg til Korsør, hvor min far hentede os. Jeg kunne ikke overskue en togtur hjem, og min mand skulle blive 3 dage mere i staden. Den aften sov August og jeg hos mine forældre. Smerten aftog lidt og mandag sov vi hjemme hos os selv. Men da det stadig murede lidt i maven tirsdag morgen, tog jeg til lægen. Han bad mig lave en urinprøve, for han ville tjekke, om jeg var gravid. Jeg sagde til ham, at det ikke var nødvendigt, for jeg havde jo været undersøgt på Hvidovre, dog havde de ikke gjort sig den ulejlighed at tage en graviditetstest på mig, selvom jeg havde lavet en urinprøve til dem. Men jeg indvilligiede naturligvis i at få taget en ny prøve hos lægen. Lægen var nærmest hvid i hovedet, da jeg kom ind til svaret. Han sagde "Mia, nu skal du ikke blive bange, men det her er alvorligt, du skal akut indlægges - du er gravid udenfor livmoderen". Først sagde jeg bare, at det jo ikke kunne passe, når nu jeg lige havde været undersøgt både på en privatklinik og på en afdeling netop for dette på Hvidovere Hospital, men han var ikke i tvivl. "Det her kan være livsfarligt Mia, så det er nu!". Jeg forstod alvoren, og kørte grædende hjem til min mor, som kørte mig på Kolding Sygehus. Jeg fik ringet til min mand, som kom hjem fra København, så han kunne være sammen med vores dejlige dreng.

Så fin buket fra mine søde nabopiger, de kom også med friskbagte boller og masser af kram

Jeg blev straks undersøgt, og hele to scanningslæger, kunne konstatere, at ikke alt var som det skulle være, men lokalisere graviditeten kunne de ikke. Der blev taget en masse prøver på mig, og hcg tallet var på 852, så jo - jeg var gravid. Jeg blev indlag til observation indtil næste morgen. Dér blev jeg igen scannet og lægen mente nu, at kunne lokalisere graviditeten, og beordrede til akut operation. Min mand nåede heldigvis lige at komme, som jeg talte med narkoselægen. Shit hvor var jeg bare bange på det tidspunkt ! Virkelig bange! Af stig af sted og ind på operationsbordet med mig. At ligge der med dioder i hovedet og på brystet, drop på begge hænder, krydser tre steder på maven og bare vente på at det hele skal ske, pyha - det var skisme ikke sjovt. Det var heldogvis den sødeste narkoselæge, hvis børn jeg havde haft i skolen, det gjorde det på en eller anden måde lidt mere trygt. Operationen tog lige over en time, og jeg tog derefter næsten 3 timer om at vågne op af narkosen/morfinen. De nåede vist lige at blive bekymret for mig, og selvom jeg kunne høre det meste af det de sagde, ja så kunne mine øjne bare ikke åbnes. Da hun så siger til mig, at nu SKAL jeg altså vågne, så er det som om noget i mig rigtig vågner op. Jeg kan ikke huske noget fra de 3½ time jeg lå der, kun ganske få glimt. Det der står tydeligst for mig, og så alligevel ikke, er lægens ord "Mia - det var GODT du kom"! Det stod så vigtigt for mig. Ja min mand har så efterfølgende fortalt mig, at jeg sagde det til gud og hver mand i de 3½ time jeg ikke var vågen. Selv portøren fik beskeden ! Hehe - ja, jeg griner lige så stille, for det gør skusme ondt at grine lige nu ;-)

Den smukkeste buket fra mine forældre - åh de har gjort så meget for os i denne her tid - af hjertet TAK <3

Da jeg kom retur på stuen, kom lægen ned til mig. Hun kunne desværre fortælle mig, at graviditeten havde siddet i venstre æggeleder, og det var derfor jeg havde haft så ondt i den side. Hun sagde at den havde nået at ødelægge så meget, at hun havde måtte fjerne æggelederen! Min verden brast sammen der. Kan jeg så ikke få flere børn?? Ja hvad ved en lærer som mig om det?? Heldigvis kunne hun fortælle at jeg stadig har 70% chance for at blive gravid igen - nu må jeg bare krydse fingre for, at lykke vil tilsmile os igen engang. Lægen fortalte også, at der var 200 ml. blod i bughulen, som hun havde fjernet. Det er ikke så meget, men det var jo tegn på, at blodet var begyndt at sive dertil, og det var netop det, der kunne være livsfarligt! Her blev jeg, og det er jeg stadig, virkelig gal! Gal på Hvidovre, som på ingen måde havde taget det seriøst! De kan afvente min klage!! Hvad kunne der ikke være nået at ske med mig? Smerterne var jo næsten væk, så hvis ikke min mor havde presset på og efterfølgende min egen læge havde været kvik, ja så kunne jeg have gået rundt endnu uden at det var væk!

Jeg sidder tilbage med ondt i kroppen og ondt i hjertet. Det var sku en hård omgang! Jeg synes på ingen måde, at nogen skal gå sådan noget igennem, men helt ærligt (og meget egoistisk), så synes jeg godt nok at mig og min lille familie har været SÅ rigeligt igennem !! Kunne det mon ikke snart falde i min turban, at tingene kunne glide bare lidt let??? Måske er det for meget at bede om, men jeg gør det nu alligevel !

Den smukke vase fra Liebe, købte jeg i Donde C på Frederiksberg - den vil jeg nyde i denne svære tid.

August ved, at mor har haft ondt i maven, og han ved at mor har været på sygehuset. Han ved ikke jeg har været gravid, og skal heller ikke vide det. Han skal bare have det godt. Han er mit et og alt, og han var i mine tanker konstant på sygehuset. Han var det sidste jeg så for mig, da jeg lukkede øjnene og det første jeg tænkte på, da jeg vågnede op. Han fik det rigtig skidt, da han så mig i sygehustøj med drop og svært ved at gå, men sygeplejerskerne hjalp med Lego og kage, og vi forældre krammede og snakkede godt med ham om det hele. Med sætningen, "Mor jeg har godt nok savnet dig", ja så kunne jeg ikke lige holde tårerne fra øjnene. Min dejlige dreng!

Og se så lige hvem jeg kom hjem til - verdens dejligste dreng - hvad mere kan man ønske sig!

I dag er det stimlet ind med hilsner på sms/facebook/mail, opringninger, buketter og knus og kram. Jeg er så rørt over det hele. Oprindelige ville vi have haft beholdt det hele for os selv, men da jeg først havde været indlagt i 4 dage både i Hvidovre og Kolding, og en efterfølgende sygemelding, ja så er det jo ikke en mulighed. Samtidig kan jeg mærke, at det hjælpe at snakke om det, få det ud. Det er okay! Det jeg bare ikke ønsker, er hentydninger og spørgsmål ala "nå er der sket noget i denne måned så?" - åh det holder jeg ikke ud !!

Jeg er lykkelig for, at både min mand og jeg har de forældre vi har. De har hjulpet, støttet og passet August og mig - big time !! Hvad skulle man gøre uden sådan en hjælp? TAK til jer alle fire <3

Nu skal jeg være sygemeldt i mindst 14 dage - ingen løft, men små gåture. Derudover skal jeg have mit hjerte med mig - følelserne skal lige falde på plads.

Det blev en lang fortælling - en form for terapi for mig, og har du læst med til nu, ja så siger jeg tak. Har du mistet en æggeleder, hører jeg meget gerne fra dig - kunne du mon få børn efterfølgende?

Tusind tanker!

Mia