Godt det ikke er mig!

Den anden dag spurgte en af de søde instagrampiger indtil mit valg om at gå hjemme. Hun skrev, at hun selv havde ønsket, men at når hendes børn ramte 10-12 måneders alderen, så "glædede" hun sig til at aflevere dem ;) og hvordan var min holdning til det?

Da August var 10 måneder og begyndte i vuggestue, husker jeg, at jeg sagde "han trænger virkelig til at komme ud blandt andre børn". Det var min virkelighed, og for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg skulle sende ham i institution, ja så var det de ord, jeg sagde. Han var i fuld vigør dagen lang agtig, og jeg var egentlig glad for at andre tog lidt over ;-)

Nu er min virkelighed en helt anden. Vi har kæmpet i så mange år for at få et barn, og da vi for to år siden begravede vi vores ønskebarn, så vidste jeg, at fik jeg et barn mere, så ville jeg bruge så meget tid som muligt med det. Derfor var ønsket om at gå hjemme længere tid en almindelig barsel allerede i støbeskeen, da Vibe var i maven. Da hun så fik konstateret mbl-mangel, så søgte vi med det samme om orlov og muligheden for at passe hende i eget hjem. Begge dele gik som nævnt tidligere i orden.

Jeg har tænkt mange tanker om det at gå hjemme; kan jeg nu stimulere hende nok? kan jeg lære hende alt det hun skal lære? bliver hun nu et socialt væsen, selvom hun ikke kommer i institution før hun er over to år? osv. osv. Men jeg er nået frem til, at ingen børn tager skade af at være sammen med deres egen forældre. Hun skal nok få masser af børn af se, men det kommer til at ske i det små, for netop at beskytte hendes dårlige immunforsvar. Vi går til svømning en gang om ugen, besøger naboens dagpleje og begynder i legestue i næste uge. Derudover skal vi bare have en stille og rolig, men rigtig hyggelig hverdag, hvor der altid er en voksen til et barn, fuld opmærksomhed og masser af nærvær og kærlighed. Vi skal lege, opdage og undersøge. Vi skal dyrke motorik, synge sange, bage og grine en helt masse.

Jeg glæder mig usigeligt meget, og er helt okay med, at det nok skal blive hårdt nogle dage, men jeg er så dybt taknemmelig for at få muligheden for at se min lille pige vokse op på helt tæt hold, hvor er jeg bare heldig!

Smil fra Mia

Nye tanker

Længe har jeg været i tvivl hvad jeg ville med bloggen... lukke den? Udelukkende blogge sponsorerede indlæg? Starte på en helt frisk? Eller måske bare starte på ny, men på samme blog?

Jeg har egentlig altid elsket at skrive, og kan nok også noget med ord, men det er som om tiden bare ikke helt har været til det... Nogle dage har jeg også lyst til slet ikke at være så "offentlig" med mine tanker, men omvendt, så er det netop det at skrive, der så fint får mit hoved til at finde ro, når jeg blogger om tanker, om glæde og sorg. Når jeg blogger om kreativitet, så elsker jeg den energi det giver mig, når nogen kommenterer på det... MEN - kommentarerne udebliver, og ganske ærligt, så kommenterer jeg ikke hos andre længere, ikke her i Blogland, men på Instagram, der er jeg (for) aktiv.

Når jeg så alligevel tror jeg er nået frem til, at jeg vil bruge den sidste model, altså starte på ny men på samme blog, så skyldes det, at jeg synes jeg har noget nyt at byde ind med - mere om det i næste indlæg.

Jeg håber, I stadig har lyst at læse med.
Smil fra Mia

En aften i ensomhed

I fredags tog jeg mit kamera om halsen og drog til Gals Klint. Jeg havde brug for en aften i selskab med solnedgangen. Den dag var det tyve uger siden, vi mistede Villads, og tankerne var omkring mig hele dagen, men jeg skubbede dem væk, nød mine drenge istedet. Men om aftenen havde jeg brug for at få tankerne tænkt til ende. Med så smuk en aften fik tankerne plads til at være der og følelserne sad udenpå tøjet. Jeg var helt betaget af den smukke natur og det at solen står op og går nede hver eneste dag uanset hvilken krise man befinder sig i, er på en og samme tid fantastisk og frygteligt. Ja altså ikke frygteligt, at solen igen står op, men mere tanken om at verden bare ikke står stille og går i stå, selvom man for en stund virkelig godt kunne bruge en pause. Det er vildt at tænke på, at det allerede er tyve uger siden, vi har lært rigtig meget om os selv og om livet, og også om folk omkring os.  Den smerte det er at miste sit barn er ubeskrivelig, og ikke en smerte man rigtig kan forklare. Mange synes vi er seje, klarer det flot og mange siger vi er et forbillede... Jeg er beæret over ordene, men virkeligheden er jo bare, at vi overlever... Det skal man jo! Og det vil vi! Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg igen skal blive glad og lykkelig helt ind i maven, men jeg, og vi, øver os hver eneste dag.

Nu er sommeren slut, eller i hvert fald ferien. Vi har haft den dejligste ferie sammen, masser af stjernestunder - som jeg vil vise frem i løbet af næste uge - men selvom alt var dejligt, så manglede vi jo Villads. Alle de tanker vi havde gjort os om sommeren sammen, de er jo slet ikke blevet som vi drømte om. Ingen amning under mirabellatræerne i skygge for solen, ingen badetur med lillebror i armene, ingen strandtur med sand i liften og mest af alt ingen kys og kram til lillebror fra hverken mor, far el. storebror. Av! Vi drømmer om, at vi igen en dag kan blive beriget med et barn, men indtil da vil vi fortsat kaste al vores kærlighed på vores dejlige August. 

Herunder kommer der 17 fantastiske billeder, for nogle spam, for mig magi!

Husk at nyde hver en stjernestund I har sammen, livet kan ændres på et splitsekund!

Smil fra Mia

 

En smuk aftentur

I går skulle August sove inde ved farmor og farfar. Efter at have spist aftensmad ville min mand gerne se fodboldkampen i tv. Imens arbejdede jeg på en gave til August, han skal have om en uge, når han slutter i børnehaven.

Da kampen var slut, besluttede vi at gå ud til Villads gravsted. Der er 3,5 km, og vi tænkte (ret naivt) at det nok ville tage 20 min. at gå derud. Jeg har fornylig haft voldsomt lændehold, og netop i går igen været ved kiropraktor, så 20 min. hver vej var jo en super tur.

Ret hurtigt kunne vi godt se, at turen ville være noget længere, men pyt, ryggen havde det fint og vejret var helt fantastisk. Vi stoppede undervejs og tog lidt billeder, vi sætter stor pris på, at vi bor nær så smuk natur.

Det at have et par timer, hvor man bare går hånd i hånd, får talt om alt muligt og samtidig bevæger sig rundt i smuk natur, det er godt for sjælen! og for parforholdet!

Fredagene er nogle gange hårde, fordi de også minder om, at endnu en uge er gået, siden Villads blev født og samme dag døde. I går var det 15 uger siden. Tiden går så stærkt, og jeg tænker hele tiden på ham. Tænker på at han nu ville være knap 4 måneder, og ville kunne holde sit hoved, ville smile og grine og pludre løs. Tænker på hvor meget hans storebror ville elske ham - ville pjatte, kysse og kramme ham. Åh jeg er simpelthen så ulykkelig over at vores drøm ikke fik lov at blive til virkelighed, når det nu egentlig var så tæt på! uretfærdigt og umenneskelig - det er hvad det er!

Ude ved Villads er det så fredfyldt. De åbne vieder, fuglefløjt og solen der altid går ned lige ved hans grav. Det er et godt sted! Når det er som det er, så er det det helt perfekte sted for os og vores lille Villads.

 

Med solen i ryggen gik turen hjem igen - det er de lange skyggers tid.

Og så smukt ser det ud, fra enden af vores vej med direkte udsigt ud til Villads og solens nedgang. Det betyder så meget for os, at vi hver aften lige går ud og ser solen gå ned, fordi vi ved den smiler til Villads som det allersidste. Det fortjener han også.

Må I få en dejlig dag, husk at nyd jeres guldklumper!

Smil fra Mia

 

 

Billederne er taget med min iPhone 4, og de er bare ikke særlig gode i kvaliteten.

Vil afsted igen en aften med spejlreflekskameraet!

Tanker om sorg

Fredag er det tolv uger siden vi mistede vores lille Villads. 12 uger...! Det vil altså sige 3 måneder... Jeg tænker på ham hver eneste dag, nogle dage kan jeg slet ikke holde det ud, ville ønske jeg kunne flygte fra det, andre dage virker det hele surrealistisk. Jeg var da gravid, var jeg ikke? Jeg fødte da, gjorde jeg ikke? Jeg kommer nogle gange helt i tvivl. Måske var det hele bare en drøm... Men så er det, at jeg ser på billedet af min lille dreng, og så banker virkeligheden på. Ikke en stille banken, nej mere en hård og ikke særlig venlig banken. Villads var vores lille mirakel, men han kunne ikke leve uden mig. Ikke leve uden sin mor. Det er egentlig en meget smuk tanke, synes jeg, og alligevel så er det jo ikke sådan, det skal være. Første gang vi mødre giver slip på vores børn, er når navlesnoren klippes. Normalt er det jo så dér, det hele starter. Et liv som mor fyldt med glæder, smil og grin. Men for os blev det fyldt med sorg, tårer og afmagt.

Der er tidspunkter, hvor jeg kan abstrahere fra sorgen, og tænker om jeg mon er ovre det nu. Men bedst som jeg tænker, at nu vender det, så sker der noget, der gør, at jeg så alligevel er så langt fra ovre det. Jeg tænker egentlig også, at jeg aldrig kommer over det, men at jeg med tiden kan lære at leve med det. Det... træls ord... for det, er jo lig med at have mistet et barn i denne her sammenhæng.

Billedet er taget ved Villads gravsted

Jeg har efterhånden lært, at sorg er noget man ikke kan flygte fra, men det er muligt at holde pauser. At gå til og fra sorgen, har psykologen lært mig, er en rigtig god egenskab at have. Jeg holder pauser, men indtil nu er det kun, når jeg beslutter mig for det. Pauserne er jeg nødt til at tage, for at kunne overleve i det her, og pauserne vil jeg også tage for at kunne være der for min dejlige August. Men der er konstant forhindringer undervejs. Det kan være alt muligt, der alligevel får læsset til at vælte; én jeg møder, jeg ikke har talt med, en tanke der dukker op, et besøg på kirkegården osv. Jeg har taget kreapauser, hvor jeg har fordybet mig i et kreativt projekt, men hvor ingen forventede noget af mig. Det har været rart og virker godt for mig. Men så snart der er forventninger om, at jeg skal præstere noget bestemt, eller noget kræver min koncentration el. mit fulde fokus, så dur det ikke for mig. Jeg har ikke overblik el. evnen til at holde fokus på ret meget for tiden. Hvis nogen taler om noget i for lang tid, falder jeg fra, hvis jeg skal læse, må jeg læse det samme igen og igen, for at forstå det. Hvis nogen informerer mig om datoer og lign. så kan jeg ikke huske det to sek. efter. Mange af disse symptomer havde jeg også, da jeg mistede mit job pga. August sygdom. Det er tegn på stress/depression, men jeg føler mig egentlig ikke stresset el. deprimeret i den forstand. Istedet føler jeg mig tynget af sorg. OG det er vel egentlig også okay?!

 

De lækreste babyfødder - dem fik vi kun lov at nusse på en enkelt uge.

Efter Villads' død har vi gjort mange forskellige ting for at afslutte det hele ordentligt. Bl.a. lavede vi selv hele gravstedet, vi har lavet en fin fotobog, en lille mindehylde, lånt bøger på bib. med August om emnet, kigget i stjernekikkerten (som August fik den dag Villads blev begravet) og lavet små særlige tiltag, som altsammen er med til at hele os. Det er en lang proces, og der er dage, hvor jeg ville ønske, at det ikke var sket, men heldigvis er der flest dage, hvor jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig for, at vi fik Villads. Han har lært os meget, og hver dag øver vi os fortsat i at finde lykken, også selvom det kun er i små glimt. Men glimtet i sig selv, er med til at vise os, at der er lys for enden af tunnelen.

Villads gravsted ligger på det smukkeste sted mellem kastanjetræer, åbne marker (den anden vej) og heste. Der er stort set sol hele dagen på Villads smukke sted og at tage derud om aftenen og se solen gå ned giver altid tårer i øjnene og gåsehud på armene. Han har fået den fineste plet, præcis som han fortjener det!

Kærlige tanker

Mia

En måned er gået

I dag er det en måned siden vi mistede vores lille Villads. En måned… jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. På den ene side føles det som om, at det kun er et lille bitte øjeblik siden. Jeg husker nærmest hver eneste minut, der er gået hele den måned. Jeg husker smerterne – både de fysiske og de psykiske, som var de stadig dugfriske. Bliver konstant mindet om vores kæmpe tab, og vil jo på ingen måde være foruden mindet nu, men alligevel gør det ondt at føle smerterne gang på gang. På den anden side føler jeg, det er en evig hed siden. Alle de beslutninger vi har skullet tage, beslutninger, man på ingen måde er i stand til at tage, når man netop har mistet sit lille barn. Men omvendt beslutninger, man skal leve med resten af livet. Vigtige betydningsfulde beslutninger, der er en stor del af helingsprocessen. Hvordan træffer man mon de rigtige, når ens krop er helt i opbrud?

Det at miste et barn er jo – heldigvis – ikke noget man kan forberede sig på. Det gør mere ondt, end det er muligt at beskrive, og selvom alle der er forældre til et barn, har en idé om hvor ualmindelig ondt det må gøre, så ved jeg nu, at man på ingen måde kan føle den smerte, før man selv har stået i det. Jeg har tidligere selv stået på den anden side, og været vidne til en bekendts tab af hendes lille nyfødte dreng, og jeg græd og følte virkelig med hende. Tænkte meget på om jeg da ikke kunne gøre noget? Men ved nu, at man intet kan gøre. For ingen i hele verden kan tage den sorg fra en. Ej heller lindre den. Men jeg ved også nu, at det at folk bekymrer sig om én, tænker på én, sender varme tanker og knus til én – det betyder virkelig meget! Det er svært at vise sin dybe taknemmelighed, for hvordan siger man tak? Sender man et takkekort? Er en sms nok? Forstår folk hvis man slet ikke får sagt tak? Tankerne myldrer rundt i hovedet og kombineret med den manglende koncentration, hukommelsesproblemerne og smerten, ja så er det svært at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men vi prøver – prøver at træffe alle de rigtige beslutninger, og heldigvis har alle omkring os bakket os 100% op i alt, hvad vi har besluttet, ligesom vi får støtte og kærlighed i hobevis. Og for det, vil vi altid være dybt taknemmelige!

For mig har noget af det sværeste været den barske afslutning. Da vi første havde sænket den lillebitte kiste i jorden, var det det! Det var slut! Vi kunne aldrig mere røre vores eget barn. Aldrig mere kysse ham. Aldrig mere ae hans bløde kind. Slut, aldrig mere! Vi fik en uge med Villads. En uge til at skabe en lille historie med vores lille dreng. Nuvel, han var ikke levende, men han var i vore arme. Vi skabte alle de minder, vi overhovedet kunne nå og kunne mærke ville være vigtige for os. Vi var med hele vejen. Fra fødslen til han blev sænket i jorden. Det var hårdt – som i fuldstændig ualmindeligt hårdt. Men det var vigtigt – mere vigtigt end det var hårdt. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at dét, at vi var med hele vejen vil hjælpe os med at hele, og hjælpe os til i fremtiden at huske Villads, huske at han var her – han blev en del af vores familie, også selvom han ikke fik lov at være her særlig længe. Men han var her – og det vil jeg for altid være taknemmelig for. Villads er vores dreng og Augusts lillebror. Han var her, og han vil altid være i vores familie, han bor bare et andet sted end os.

En af de første dage, hang August en lang gymnastikelastik om halsen på mig. Han sagde ”mor, den skal du have fordi du er blevet dobbeltmor”. Jeg græd og var glad på samme tid. For ja, det er jeg nemlig blevet; dobbeltmor. OG August er blevet storebror. Begge dele vil vi altid være, også selvom Villads ikke er i vore hænder længere.

 

I dag er det en måned siden, og vi øver os så småt i at finde lykken i livet. Det kommer til at tage lang tid, men Villads har lært os meget, selvom vi havde ham så kort tid. Jeg føler vi har lært mere på en måned, end vi har lært det meste af livet. Vi har lært, hvad der er vigtigt for os. Hvad de sande værdier er for os og hvad vi vil med vores liv. Vi vil leve! Leve for August og for os som par. Villads har lært os at leve i nuet og værdsætte de små ting. Ligesom han har lært os, at småting er det, de er. Ikke vigtige. Navnet Villads betyder kampvilje/kampgejst, og selvom vi ikke havde talt navnet færdigt før han blev født, så vil jeg for altid være lykkelig for, at det blev hans navn. Både fordi, det var storebror der reelt gav ham navnet og fordi jeg i dag ved, at dét navn er det perfekte til ham. Han blev skabt efter to års kamp, han voksede sig stor og fin og han kom til verden og blev en del af os. Han kunne ikke leve udenfor mig, ikke leve uden mig, men han ville til verden, også selvom det kun var for en kort stund. Lægerne opdagede ikke hans misdannelse, og selvom jeg ved med mig selv, at havde de fundet fejlen i uge 20, så havde jeg ikke valgt at gennemføre graviditeten, så ved jeg også nu, at jeg på ingen måde ville have undværet Villads, nu hvor jeg har født ham. Han er min dreng, vores dreng, og han kæmpede sig hele vejen frem til os. Og dét vil jeg for altid være ham taknemmelig for.

For en måned siden brast vores verden i grus, og jeg har dage hvor jeg ikke aner, hvordan jeg nogensinde skal blive glad igen – sådan glad helt ind i hjertet, men vi øver os, som skrevet i at finde lykken, bare i små bitte bidder. Især hjælper vores fantastiske August os til det. Han er et livsstykke, som får os til at grine og smile hver eneste dag. Vi har været i Legoland, leget, bygget Lego, haft legekammerater på besøg, bagt kage, hygget i haven med bål og meget mere. Vi lever, fordi det skal vi! Men også fordi vi gerne vil.

 

Et citat, der virkelig giver mening efter vores tab!

 

Jeg har tanker og følelser til at skrive en hel bog, og for mig er det ren terapi at skrive. Sådan dealer jeg med det hele, og det har jeg egentlig gjort i mange år. Så der vil helt sikkert komme flere af disse indlæg gennem tiden.

Og at rejse ud i verden... uden mor!

I går sendte jeg min mand og August til Østrig på skiferie. 6 dage uden højgravide mig. Jeg havde selv opfordret dem til at tage afsted, fordi jeg ikke synes, de skulle snydes for den fantastiske oplevelse, det er at være på skiferie, også selvom jeg ikke kunne tage med. Vi har talt rigtig meget om hvordan de skulle rejse derned og hjem igen. Først skulle vi alle tre køre til Billund, sige farvel til mor, så skulle drengene flyve til Frankfurt, skifte fly og flyve videre til Innsbruck. Derfra med tog til en mindre by og derfra med bus til Kappl, hvor de skal stå på ski. Det kunne sagtens bekymre mig, at han skulle på sådan en rejse, meeen omvendt, så ved jeg, at min mand er eminent til August, så jeg var ikke i tvivl om, at rejsen nok skulle forløbe helt perfekt!

I går morges kl. 5 kørte vi alle tre afsted mod Billund. August halvsov/sov derop, men holdt fast i min hånd hele vejen. Da vi ankom, sagde han ud af det blå med bævren i stemmen "farvel mor!". Jeg blev helt overrasket over, at han blev ked af det. Sagde at jeg ville følge dem helt hen til check-in. Inde i hallen var det pludselig en grådkvalt August, der sagde farvel til mig. Hold nu op, det var hårdt, synes jeg. Men jeg vidste, at jeg skulle bevare smilet og bare kysse og kramme og ønske en fantastisk ferie. Han kom op til sin far, og grædende sagde han "bare gå mor", som i det er okay mor, det skal nok gå. Med den største klump i halsen forlod jeg mit grædende barn og min dejlige mand og hylede hele vejen ud af hallen. Nu bør det nok nævnes, at August ikke er et barn, der græder, som i nærmest aldrig, for "ægte Ninjaer græder ikke"... Al den sygdom, har gjort ham lidt hård, altså han er blød som smør, men vil helst ikke vise, hvis noget er svært el. gør ondt. Så selvom jeg godt vidste, at han ville komme til at savne mig, kom det alligevel bag på mig, at han kunne blive så ked af det. Bum!

Ude i bilen igen, skrev jeg straks en sms til min mand, som indenfor 5 min. skrev, at han var god igen og rigtig glad! Sådan! Afsted med dem, og hjem i seng med mig.

Min mand vidste nok godt, at jeg ville have det rigtig godt med at få lidt sms'er i løbet af deres rejse. Så han skrev løbende. Og kl. 15 blev jeg ringet op af August, som pavestolt kunne fortælle, at nu havde de fløjet, fløjet, kørt bus, kørt tog, kørt bus, gået, lejet ski, fundet hotellet og dér var der Flaxi (skistedets bamse) overalt og endda et Kinderæg til ham. Han sluttede samtalen af med "mor jeg elsker lillebror og dig", og endnu engang smeltede mit hjerte over at have sådan en omsorgsfuld og helt vidunderlig dreng. Der gik en time, så ringede han igen - hehe, tror han savner mor her. Han ville lige høre, hvordan det gik i Danmark? og sagde "det er altså ærgeligt, du ikke kan komme med mor". Jeg gav ham ret, men fortalte igen, at jeg jo var nødt til at passe på lillebror i maven herhjemme. Det forstod han godt. "men mor, her er skidehyggeligt"! Hehe. Herligt. Da kl. blev puttetid, ringede han liiiige igen :) "mor hvilken bog synes du, vi skal læse? kæmpepæren el. mormors gebis?". Jeg forslog kæmpepæren, hvortil han sagde "sagde du begge bøger mor?". Hehe. Fik lidt flere kærlighedserklæringer, og så et stort kys sendt hele vejen fra Østrig.

Billede af os alle tre i Kappl sidste år

Min lille dreng er ude i den store verden uden sin mor for første gang, dog med sin far! Og det er okay, det er egentlig fuldstændig okay og helt fantastisk. Tænk at jeg er gift med en mand, der gerne vil tage sin 5 årig dreng med på skiferie helt selv. Jeg elsker dem begge mere end ord kan beskrive. Og ja, jeg savner dem ! Men, det er også helt ok at savne engang imellem. Når de kommer hjem går der et par uger, så er vi ikke kun 3 i familien mere, så er vi pludselig 4, og en helt ny tid begynder. Det bliver magisk, men også noget helt nyt. Vi glæder os alle helt vildt, men indtil lillebror kommer, er jeg dæleme glad for, at August får sådan en oplevelse med i baggagen.

I dag fik jeg en sms, 2 timer på skiskolen, og August er ligeså god, som han var sidste år efter en uge! FEDT! Det er præcis derfor, de er afsted, for ikke at miste alt det han lærte sidste år. Fedt, fedt, fedt for dem! og havde jeg ikke haft lillebror i maven (og været så tæt på termin), ja så havde jeg været med ! Men næste år, der tager jeg revance, der skal jeg med alle mine drenge igen!

Smil fra Mia

Hihi, bedst som jeg skulle til at trykke på udgiv, så ringede han lige igen ;-) "mor her er en rigtig flot udsigt. Solen skinner, så vi har solcreme på, og nu sidder vi i sneen og spiser snolder". "Jeg har været nede af bane 2 tre gange og også været nede af "Bockalm" bakken". Han er SEJ er han !!

Det blev VORES år !!

Et helt år er gået siden jeg skrev dette indlæg. Jeg må næsten knibe mig i armen, for alle mine forudsigelser og ikke mindst forhåbninger blev indfriet!

Jeg fik ikke det barselsvikariat, jeg nævnte, de brændte mig af, men jeg havde ikke mindre end 6 forskellige vikariater på 6 måneder - kom ikke og sig, de arbejdsløse ikke kæmper for at få et job!! Og da vi nåede juni måned, ja så fik jeg efter 4 år endelig igen en fastansættelse som lærer!! SÅ fantastisk og en lettelse, jeg nærmest ikke kan beskrive!!

Da vi så nåede sommerferien, ja så blev jeg sørme også gravid efter to års kamp på den front, og når vi runder 1. april 2014 ja så skulle lillebror gerne være ankommet til vores lille familie!! ÅH hvor vi glæder os !!

Mht August sygdom, så fik han faktisk en lidt hård start på 2013 med to hårde indlæggelser, og jeg nåede da også at tænke, at det nok ikke var vendt alligevel... MEN det er det! Han er stadig syg, men jeg vil gå så langt som at sige (og det skal man jo egentlig passe på med, så jeg hvisker det bare!!), at han er "normaliseret"! Han har fået taget sin allergimedicin fra sig her i decembermåned, og det er gået rigtig godt. Næste år forventer vi at også astmamedicinen ryger, så han er klar til skolestart på helt normal vis, som alle de andre spændte 6 årige - det bliver SÅ vildt!

Jeg fik aldrig skrevet et afsluttende indlæg, men jeg vandt faktisk "Talegaven 2013" konkurrencen, som CBB lavede i november. Det betød, at hele 63.750 kr. blev doneret til De Danske Hospitalsklovne. Det betød så uendligt meget for mig, at få lov at repræsentere dem og I skal alle have en stor tak, fordi I læste mine indlæg og selvfølgelig en særlig tak til dem der stemte på mit hjertebarn!

Som tak for min hjælp modtog vi en super fin Hoptimist Klovn, som jeg altid har vidst August skulle have, når hans sygdom var ved at være overstået. Derfor var det for os en fantastisk afslutning på 2013, at kunne give August denne klovn, både med henblik på den sejr jeg fik med klovnene og ikke mindst den kæmpe sejr August har fået ved at overvinde 4 års sygdom, og så alligevel komme ud på den anden side som så fantastisk en dreng. Stærk, modig, omsorgsfuld, empatisk, elskelig på alle områder!

I år 2014 bliver jeg også "normaliseret" - bare på lærerfronten... det er jeg noget spændt på, men jeg kommer bare først til at opleve normaliseringen i foråret 2015, for jeg er på barsel nu, og næste år skal vi bare nyde hinanden - mig og mine 2 snart 3 drenge!

Jeg sluttede sidste års inslæg af med at skrive sådan her:

2013 - bliver vores år! ulige tal eller ej - det gør det bare !! Det SKAL det!

  

og ved I hvad??? DET BLEV DET!!!!

 

Må I for et fortryllende nytår!

Det ved jeg vi får!

 

 

Smil fra Mia

Blandet landhandel

Kære allesammen

Jeg får slet ikke blogget særlig meget for tiden. Bedst som jeg har lysten til det, sker der ting i baggrunden, der igen skaber uro og dermed ryger lysten til at blogge igen. Jeg har ikke rigtig lyst til at uddybe uroen lige nu, men dem der følger mig på facebook og Instagram ved hvad det hele handler om.

Jeg kommer her fredag-lørdag-søndag til at udgive flere indlæg omhandlende testprodukter, og der er virkelig nogle lækre imellem, så følg endelig med! Det er nemlig sådan, at ja, jeg får sponsorgaver som så mange andre bloggere, men jeg kan 100% love jer, at alle ord og meninger er mine egne, ligesom jeg også hovedsageligt vælger produkter, jeg mener passer til mig og min blog. Der kommer også en super fin giveaway eller to i løbet af weekenden! Glæd jer!

Billedet er taget den anden dag ved vandet her i byen - ufattelig smukt - og helende for sjælen med en gåtur på så smuk en dag.

Jeg vil ønske jer alle en fantastisk aften og endnu bedre dag i morgen.

 

Smil fra Mia

Et helt nyt år - VORES ÅR!

Endnu et år er gået! Et år der har fyldt gode minder og ny læring i rygsækken. Jeg tænker med blandede følelser frem på år 2013. Aner ikke hvad det byder mig af muligheder, men jeg vælger at tro, at det hele nok skal gå. Men I får nu alligevel lidt tanker...

 

Tænk engang, at det nu i et helt år skal hedde '13. Det har jeg det sådan lidt mærkeligt med. 13... Jeg har det nok bare lidt, som så mange andre også har, at 13 er lig med ulykke og uheld, og for at være helt ærlig, så trænger vi sådan set til det modsatte!

 

Da vi i foråret '12 fandt ud af, at vi skulle have barn i november '12, ja så var lykken gjort. Vi skulle have en lillebror eller lillesøster og begge børn var blevet født i lige år. Lige noget der passede mig... Men sådan skulle det ikke være.

 

Jeg havde et virkelig dejligt job i '12, men jeg vidste at det var på lånt tid, og den tid rindede ud i november '12, så hvad nu? Jeg har pt. et barselsvikariat i sigte, men kun indtil sommerferien. Åh alt den omstilling.

 

Jeg sluttede året af med fødselsdag den 12-12-12 - tænk engang en særlig dato at runde år på. Lige tal er bare noget for mig!

 

MEN... nu hedder det 1. januar 2013, og jeg tog en beslutning i går aftes da himlen var klar og fyldt med det smukkeste fyrværkeri. 2013 bliver vores år! Det gør det!

 

August har været syg i over 3 år nu, men jeg kan mærke, ja jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at han er ved at være rask nu! Det er fuldstændig fantastisk! Jeg ved hans sygdom er kronisk på den måde, at han resten af sit liv vil være mere syg end gennemsnittet, men der kommer mere balance i det. Og gud hvor han dog fortjener lidt mere normalitet på den konto. 2013 bliver hans år! Hans første raske år - det håber jeg virkelig, og jeg tror på det!

 

Jeg håber også 2013 bliver året, hvor vi får en lille baby igen, men det er jeg nok langt fra så sikker på. Tænk det skulle blive så besværligt og omfattende pga. fejlvuderinger fra lægerne, for ja det er jeg sikker på er grunden til, at det gik så galt. Jeg er stadig sur! på de læger, men dybt taknemmelig for de læger, der hjalp mig i sidste ende, så jeg kom igennem med livet i behold.

 

2013 - bliver vores år! ulige tal eller ej - det gør det bare !! Det SKAL det!

 

I går havde vi en virkelig hyggelig nytårsaften sammen med vores forældre. Vi fik tapas, oksemørkbrad, islagkage og kransekage! Mums en lækker menu. Til den festlige aften havde jeg dækket dette bord, som jeg i al beskedenhed var ret tilfreds med. August og jeg havde fundet grene i skoven, tulipanerne stod i gamle båndholdere, lysene var tændt i små trææsker fra Tiger, dugen er et vintagedynebetræk og sammen med dyrene blev det til et lille naturnytårsbord.

 

Vores smukke nye lampe, suk det er jo en klassiker og virkelig smuk i vores køkken, hvor der er loft til kip. De små dyrehoveder er fra Tiger og er simpelthen så søde synes jeg. Og endelig min skønne frække dreng i fuld vigør!

Jeg håber for jer alle, at I får et år fyldt med magi og kærlighed. Håber for jer, at jeres drømme bliver opfyldt. Jeg glæder mig til at blogge videre med jer!

Nytårssmil til jer alle, Mia

Klar, parat - skolestart

I juni måned var det 5 år siden jeg fik mit 10 tal i engelsk på lærerseminariet i Jelling og i denne uge er det 5 år siden jeg begyndte min karriere som lærer. Sikke en rutchetur det har været. Det er nu 2 år og 3 måneder siden jeg sidst var fastansat, og siden har jeg haft det ene vikariat efter det andet. ØV det er træls, at der er totalt lukket i kommunekasserne, og dermed ingen mulighed for at få det faste job igen lige pt.! Men, jeg er stolt af, at jeg gang på gang har fået mig nye vikariater - noget må jeg da gøre rigtig.

Nu gælder det 3½ måned i 5.a - så kommer den barselende retur, og jeg må igen på jobjagt. Men indtil da, så vil jeg nyde den sidste tid i en skøn klasse.

Bordene er stille op, navneskiltene er sat på plads, velkomsttekst på tavlen er skrevet og mapper, hæfter og bøger fundet frem. Jeg er klar - og jeg glæder mig! Glæder mig til at se hvad dette skoleår mon vil byde mig - et er helt sikkert, jeg er klar, parat til skolestart - jeg er omstillingsparat!

Lyt lige til denne fine sang - får smilet frem på mine læber, og giver mig suset i maven - føler mig heldig, at jeg får lov at have første skoledag i år - og forhåbentlig får jeg lov til det rigtig mange år endnu. Første skoledag i resten af mit liv :-)

Lærere - holder ALTID ferie !! (Ikke for sarte sjæle!!)

Åh her kommer lige et af de indlæg, der ikke er mange af på denne blog - men! ud skal det! Så til sarte sjæle - læs ikke videre, for her kommer holdninger for fuld udblæsning!
Jeg er SÅ træt af at høre på folks holdninger til os lærere. Vi bliver konstant jagtet i medierne og på Christiansborg. Vi gør det ALDRIG godt nok, og når så sommeren nærmer sig, ja så føler utrolig mange, også dem der ved hvor stort et stykke arbejde vi gør for DERES børn, at de har ret til at kommentere på vores ferie. Udsagn som; "I laver ikke andet end at have ferie!", "utroligt så lang tid I kan slappe af i forhold til os andre" og "det må da være dejligt at have 6 ugers ferie hva'?". Ja man fornemmer både bitterhed, jalousi og mangel på viden om lærergerningen.

Jeg har været lærer i fem år, og ja jeg føler mig meget privilligeret, at jeg får en lang sommer hjemme. Jeg glæder mig til at kunne være der for August, når han selv får sommerferie i skolen, og dermed ikke skal passes alle mulige steder. Ingen tvivl, det er et privillegium, og jeg tror ikke, der er nogle lærere, der ikke sætter pris på det. MEN... for ja, der er et stort men. Vi lærere har det der svarer til 42 timer om ugen, de uger vi er på arbejde, og dermed har vi det samme antal timer om ugen i gennemsnit som alle andre fuldtidsansatte, når året gøres op. Vi har spidsperioder med meget arbejde i form af bl.a. skole-hjem-samtaler, elevplaner og årsplanlægning. Men jeg må også sige, at jeg ikke har fri, når jeg går hjem fra arbejde. Der er ofte forældrekontakt, altid dagsplanlægning, ugeplanlægning og projektforberedelser. Der er ALTID børn, der har brug for ekstra støtte og hjælp, som der bruges mange kræfter på i løbet af en uge, og derudover er der masser af småopgaver, som jeg som klasselærer, må tage mig af.

Jeg hørte en kommentar om, at det havde alle andre ansatte også - ekstra arbejde og aldrig fri. Her må jeg så sige, at stilling/løn og frihed ofte passer sammen. Min mand arbejder også en del, men han tjener også meget mere end mig og har en højere stilling. Så er der naturligvis andre der ikke tjener så meget men arbejder meget, det er jeg naturligvis helt med på. Man kan ALDRIG generalisere!! Nu har jeg selv været på kontor i to år, og der holdt vi dæleme mange pauser. Ikke et ondt ord om det, men jeg tror man skal se indad nogle gange før man kaster med sten. Man kan ikke slå alle lærere over en kamp, ej heller alle andre !

Jeg skal ikke pudse glorie, for bevar mig vel, jeg har da også uger, hvor jeg ikke laver så meget som andre uger, dette skyldes dog hovedsageligt, at jeg så har arbejdet meget ugen før eksempelvis. Noget jeg altid har gjort op til sommerferien, er at arbejde rigtig meget i juni. Vi taler lange arbejdsdage med forberedelser og årsplanlægning, derudover er jeg altid på skolen en uges tid sammenlagt i løbet af ferien, ligesom jeg fra 1. august går igang med årsforberedelserne derhjemme. Nuvel, jeg er hjemme, men det er nu engang sådan, at der ingen elever er på skolen, hvorfor jeg jo ikke kan undervise, og dermed ikke har ferie men elevfri. Den sidste uge op til at eleverne begynder, er alle lærere stort set på skolen til møder, klargøring af klasseværelser og forberedelser.

Noget der virkelig undrer mig i Danmark er, at vi ser ned på de personalegrupper der arbejder med mennesker; pædagoger, lærere, sygeplejersker og ssh/ssa. Jeg forstår det simpelthen ikke. Tager man så tæt som til Tyskland og England, så vil man opleve, at netop disse personalegrupper har meget høj status i landet og er nogle af de grupper man virkelig har respekt for.     

NU generaliserer jeg helt vildt, og vil naturligvis virke naiv (jeg er godt klar over at det ikke er SÅ nemt), men det er for at sætte det på spidsen: Jeg mener ikke, at vores samfund har forstået hvad der kunne være så enkelt. Hvis vi puttede en masse pædagoger i vuggestuer/børnehaver, så kom vores børn nemmere igang i skolen, de var ikke stressede og fyldt med ADHD, havde haft en rolig start på livet og fået et godt socialt fundament. Når de kære børn så kom i skole, så kunne et to-lærer system være med til at give bedre undervisning, som ville gavne på flere niveauer i en klasse. Det ville også gavne de børn, der i dag skal inkluderes i undervisningen, som kunne få mange flere succesoplevelser og dermed med tiden nemmere kunne fungere socialt i samfundet. Når så man har levet et helt liv, ydet til samfundet, ja så kunne det da være rart, om man kunne få lov at slutte af med lidt livskvalitet på plejehjemmene, hvilket kunne løses med mere personale. Når alt det her er sagt, så må jeg sige, at jeg tror samfundet ville spare mange MANGE penge på sygedagpenge, psykologtilskud, medicintilskud og stresscoaching, hvis ikke de offentlige ansatte skulle være så pressede hver eneste dag, ligesom det i den grad ville gavne vores børn, så ikke de ender med at være små stressede individer i fremtiden. Gid at vores velfærdssamfund gad og tage vare på mennesket - hvor ville det klæde det! og gid folk ville være bedre til at give hinanden et klap på skulderen!!

HMPF!!

Ja - så er det ude af mit system, og nu vil jeg så arbejde videre med 5.a's projekter.

Dog med et smil på læben.

Smil fra Mia

Et kapitel er slut

I går eftermiddags tog min kære mand, August og jeg i storcenteret. Det er noget vi aldrig gør sammen. Jeg er nemlig ikke den type, der synes, det er hyggeligt at have sit barn med ud og handle om eftermiddagen. Jeg synes for det meste bare, det er synd for barnet, som er eftermiddagstræt og sulten. Men i går blev vi enige om, at det havde begge vi forældre overskud til og August virkede frisk, så vi bevægede os afsted, velvidende at vi kunne køre hjem, hvis vi kunne mærke, at August ikke syntes om det.

Vi startede med at købe lagerplads til min virksomhed og så stod den på hygge, shopping og aftensmad. Det gik over alt forventning og August havde en fest ! Super hyggeligt. Da vi kørte hjem var August efterhånden træt, og vi tænkte, at han nok ville falde i søvn på vejen hjem. Vi havde kørt 10 min. ca. så kigger August på mig og siger "mor, jeg bruger ikke sut mere", hvorefter han gav mig de to sutter i hænderne og den i munden. Da han har sagt det et par gange før, tog jeg det ikke sådan til mig, men holdt da sutterne for ham. Da vi kom hjem skulle han i seng, og han lagde sig til at sove, uden sutterne.

Vi forældre var lidt forvirrede og egentlig meget overraskede, for August har haft et meget nært forhold til sine sutTER. For ja - det har aldrig bare været én sut, men altid været tre sutter. Én i munden og én i hver hånd. Pga. hans sygdom har vi accepteret, at det var sådan, det var. Det var det, der hjalp ham igennem mange hårde sygdomsperioder. Derfor var vi også enige om, at vi ikke ville presse ham til at lægge sutterne på hylden. Det skulle være en lang og stille "nedtrapning". Det er kun ganske få dage siden, at vi snakkede med gode venner om det, og blev enige om, at ikke mange børn starter i skole med sut og ble, så mon ikke også August ville komme at med hans?!

I dag har han ikke nævnt sutten med ét ord ! Jo altså de to gange han ringede til farmor og mormor og fortalte, at han ikke bruger sut mere. Han sov ikke til middag i dag i børnehaven, men spurgte ikke til sutterne. I eftermiddags var han meget træt, men spurgte ikke til sutterne. Her til aften sov han allerede 18.30. Han faldt i søvn i mine arme på 8 minutter. Men han nævnte ikke sutterne. Der er dog ingen tvivl om, at tårerne før han faldt i søvn og den manglende middagslur, samt nu, hvor jeg i skrivende stund netop har været inde og give ham en trøstekrammer før han atter lagde sig, skyldes de manglende sutter. Man kan se han søger og måske endda sørger, men han nævner det ikke med et ord ! Han er stålsat !

Alt det sygdom han har været igennem, er vi slet ikke i tvivl om, har gjort August til en meget viljestærk dreng. Nuvel, det har han helt sikkert også fra sin far, men August er en sej lille fyr. Han klager ikke, græder ikke, pylrer ikke. Nuvel, det gør han da, men kun ganske ganske sjældent. Han viser empati (big time), har vilje, har selvtillid og tror på egne evner. Han kan klare meget mere, end jeg nogengange synes, jeg selv kan. Jeg er så umådelig stolt af ham! Han viser mig vejen, hvor jeg selv nogle gange er usikker. Han er 3½ år (præcis om 7 dage)! Han er uovervindelig og nu er han også uden sut !!

Jeg er så stolt at min lille dreng! Men det er også et kapitel der er slut, og min lille dreng, er ikke så lille mere ! Det er dæleme også lidt svært for mor her :-)

Fra vores bryllupsdag! Med to tænder i undermunden. Nu en stor dreng uden sut ... tiden suser afsted !

Ps. Min mor sagde jeg gjorde det samme som barn, men det skete af to omgange, så nu må vi se, om vi/han giver op - men jeg tror det ikke!

Klap dig selv på skulderen !

Janteloven... den eksisterer til dels ikke i det her indlæg - så er I advaret !! Tænd for denne musik samtidig:
http://www.youtube.com/watch?v=0zD1imRFB0Y ;-)

Så fik jeg skrevet under og er hermed sikret job indtil sommerferien. Jeg er glad, selvom jeg også synes det efterhånden er ret hårdt at få nyt job for 6. gang på et halvt år ! Men... sådan er gamet, som den evige vikar!

Jeg bander stadig over vores situation læs bl.a. her, her og her og synes den virker uendelig... skolelukninger er en realitet og lærerfyringer ligeså. Så hvordan skal der nogensinde blive en fast plads til mig igen?? Frustrerende men ikke desto mindre altså en realitet. Jeg er egentlig rolig, for det der i sin tid var et 6 ugers vikariat, endte med at være et 10 måneders vikariat, så mua 3 uger er det altså et helt skoleår. Godt gået Mia ! Nå men fremtiden er jo på ingen måde sikker, men de næste 4 måneder har jeg da sikret en fast indkomst.

Jeg er lykkelig for at min lille virksomhed virker som noget, der virkelig kan blive til noget - fedt og helt ærligt, sku også fortjent synes jeg!  og hvem ved, måske ender det med at blive mit fuldtidsjob på et tidspunkt, men jeg elsker altså at være lærer, og vil så frygtelig gerne være det, for helt ærlig... det er jeg sku også virkelig god til at være !

Det to sværeste problematikker i det her, for mig, er 1. at jeg ikke har ro. Med det mener jeg, at jeg hele tiden er uvis omkring hvad jeg skal i morgen, om en uge om en måned osv. Det giver ofte anledning til uro og bekymringer. 2. at jeg ikke har styringen, at det er andre der bestemmer, om jeg har en indkomst eller ej. Belastende.

MEN... jeg har den dejligste mand i verden. Han er en sten, som er urokkelig. Jeg kan støtte mig op af ham og finde tryghed i, at han altid er der. Jeg har verdens mest vidunderlige dreng, som giver mig mod og giver mig medgang i svære tider. Hans humør er en daglig kilde til grin og glæde. Jeg har de bedste forældre i verden, som støtter os og hjælper alt hvad de kan, og ligeså med mine søde svigerforældre. Derudover er vi beriget med gode venner. Så hvad mere kan jeg egentlig bede om??

Jeg er en pige med godt humør, drive, gå-på-mod og masser af smil. Jeg favner bredt og hjælper alle, der har brug for det. Jeg giver daglig motivation til mine medmennesker og sørger for at min familie har det godt. Jeg er en god kollega og er opmærksom på dem omkring mig. Til tider er jeg dog desværre ikke så god ved mig selv. Men - jeg kæmper for at blive bedre til det. Nogen gange mangler jeg et skulderklap, ikke fra mine nærmeste, men mere fra uventede kanter. Kender i den følelse? Det klap, hvor nogen fortæller én af man sku er god nok, og at man gør det godt! Det kan redde en svær situation. Måske handler det også om, at jeg selv er meget opmærksom på at give det til andre, fordi jeg ved hvad det kan betyde... MEN - helt udenom janteloven, så giver jeg hermed mig selv et kæmpe klap på skulderen ! GODT GÅET MIA! Sejt du skaffede dig et job da alt så sort ud, sejt du har fået 6 forlængelser, fordi du er en god lærer, godt gået at du har kæmpet for din søn og endnu mere sejt gået, at du kom ud af en svær tid, som et stærkere menneske !

ps. lidt grænseoverskridende at skrive sådan et indlæg !!

Året går på held

Årets sidste dag - det er på sin vis en meget særlig dag, og især en dag, hvor tankerne får frit løb. Hvad skete der i året der gik? Hvad grinede vi af? Hvad gjorde ondt? Hvilke succes'er fik vi? Hvor meget sygdom klarede vi? Der er masser af tanker.

Jeg har før fortalt, hvordan jeg har det med tal, og af en eller anden skøn grund, så er det her mit indlæg nr. 621 og jeg har nu 621 faste læsere. Se det må da være starten på et godt år??

Hvert år gør jeg op med året der gik, her kan I læse sidste års tanker.

Årets første måneder gik med en fortsat kamp mod systemet, og jeg endte med at få beskeden, at der var 0 kr. til mig om måneden. Fik dog så alligevel dagpenge i en måned, før jeg skaffede mig selv et lærervikarjob fra marts og indtil sommerferien. Det var et job jeg fik fra den ene dag til den anden, og det var egentlig nok det der skulle til, set i bakspejlet, for at jeg kunne komme ud på den anden side af sygdomshelvedet igen. Det var nogle fantastiske måneder, og jeg fik smilet og selvværdet tilbage.

Sommeren var god med en skøn ferie til Pisa og ikke særlig megen sygdom. Derefter nåede jeg tre uger i løntilskud før jeg igen selv skaffede mig et job, som jeg nu har haft siden september og skal have indtil sommerferien. Det er super at være igang og jeg nyder mine kolleger og ungerne.

August har desværre været ligeså meget syg, som han var sidste år. Det er sku så synd for ham - men ja... han klarer det stadig til UG. Vi voksne er også blevet noget bedre til at takle det hele, og har fundet en ro i det, ja så meget ro, som man nu engang kan finde, når ens barn er så ofte sygt.

Jeg glæder mig umådeligt meget til 2012. Jeg har som nævnt, tophemmelige planer, som snart afsløres, det går også rigtig godt for min internetshop http://www.uniqrea.dk/ og mht min elskede blog, ja så har jeg fået hele 451 flere faste læsere det sidste år. Bloggen har givet mig så mange gode oplevelser i året der gik, og til alle jer, der har del i det - I ved selv hvem I er - TUSIND TAK skal I have.

Jeg vil gerne indføre et nyt begreb her på bloggen, som alle andre også er meget velkomne til at benytte.
Jeg vil gerne indføre "love link lørdag". Det betyder, at jeg (så vidt muligt) vil linke til en anden blogger om lørdagen i 2012. Love link betyder kort fortalt, at du linker til en du har fået en idé fra, købt noget af, læst et godt indlæg hos, byttet med, vundet en giveaway fra osv. Du lovelinker ved at markere et ord/sætning, når du er ved at skrive sit indlæg, dernæst trykker du på Link, og angiver webadressen hvortil du vil lovelinke.

 Hvis I benytter billedet/ideén håber jeg, at I vil lovelinke til mig ;-)

Jeg vil ønske alle mine læsere en magisk aften og et fortryllende nytår.

Smil fra Mia