Da August var 10 måneder og begyndte i vuggestue, husker jeg, at jeg sagde "han trænger virkelig til at komme ud blandt andre børn". Det var min virkelighed, og for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg skulle sende ham i institution, ja så var det de ord, jeg sagde. Han var i fuld vigør dagen lang agtig, og jeg var egentlig glad for at andre tog lidt over ;-)
Nu er min virkelighed en helt anden. Vi har kæmpet i så mange år for at få et barn, og da vi for to år siden begravede vi vores ønskebarn, så vidste jeg, at fik jeg et barn mere, så ville jeg bruge så meget tid som muligt med det. Derfor var ønsket om at gå hjemme længere tid en almindelig barsel allerede i støbeskeen, da Vibe var i maven. Da hun så fik konstateret mbl-mangel, så søgte vi med det samme om orlov og muligheden for at passe hende i eget hjem. Begge dele gik som nævnt tidligere i orden.
Jeg har tænkt mange tanker om det at gå hjemme; kan jeg nu stimulere hende nok? kan jeg lære hende alt det hun skal lære? bliver hun nu et socialt væsen, selvom hun ikke kommer i institution før hun er over to år? osv. osv. Men jeg er nået frem til, at ingen børn tager skade af at være sammen med deres egen forældre. Hun skal nok få masser af børn af se, men det kommer til at ske i det små, for netop at beskytte hendes dårlige immunforsvar. Vi går til svømning en gang om ugen, besøger naboens dagpleje og begynder i legestue i næste uge. Derudover skal vi bare have en stille og rolig, men rigtig hyggelig hverdag, hvor der altid er en voksen til et barn, fuld opmærksomhed og masser af nærvær og kærlighed. Vi skal lege, opdage og undersøge. Vi skal dyrke motorik, synge sange, bage og grine en helt masse.
Jeg glæder mig usigeligt meget, og er helt okay med, at det nok skal blive hårdt nogle dage, men jeg er så dybt taknemmelig for at få muligheden for at se min lille pige vokse op på helt tæt hold, hvor er jeg bare heldig!
Smil fra Mia
Jeg har tænkt mange tanker om det at gå hjemme; kan jeg nu stimulere hende nok? kan jeg lære hende alt det hun skal lære? bliver hun nu et socialt væsen, selvom hun ikke kommer i institution før hun er over to år? osv. osv. Men jeg er nået frem til, at ingen børn tager skade af at være sammen med deres egen forældre. Hun skal nok få masser af børn af se, men det kommer til at ske i det små, for netop at beskytte hendes dårlige immunforsvar. Vi går til svømning en gang om ugen, besøger naboens dagpleje og begynder i legestue i næste uge. Derudover skal vi bare have en stille og rolig, men rigtig hyggelig hverdag, hvor der altid er en voksen til et barn, fuld opmærksomhed og masser af nærvær og kærlighed. Vi skal lege, opdage og undersøge. Vi skal dyrke motorik, synge sange, bage og grine en helt masse.
Jeg glæder mig usigeligt meget, og er helt okay med, at det nok skal blive hårdt nogle dage, men jeg er så dybt taknemmelig for at få muligheden for at se min lille pige vokse op på helt tæt hold, hvor er jeg bare heldig!
Smil fra Mia
Uh hvor jeg forstår dig. Det var osse det valg jeg tog, da jeg fik mine børn i starten af 90'erne, dengang var der bare ikke noget, der hed orlov, så det var den hårde tur, først på dagpenge og så én indkomst i nogen år. Det var økonomisk hårdt og vi mødte ikke megen forståelse fra vores jævnaldrene.
SvarSletMen jeg har aldrig fortrudt den tid med mine børn, det er guld værd.
Men netop fordi valget blev at træde helt ud af arbejdsmarkedet, trak tiden ud og først for et par år siden, kom jeg igang igen. Min uddannelse var blevet forældet, så det er jeg ved at rode bod på nu.
Den fælde er der heldigvis ikke i dag. Så nyd dine børn.