Et år uden min engel

I dag er det et år siden jeg fødte vores andet barn, og dermed også et år siden, at vores lille dreng døde. Jeg forstår slet ikke der er gået et år... jeg føler kun det er ganske kort tid siden. Jeg husker ALT hvad der skete i dagene op til, på selve dagen og i ugerne efter. Men jeg husker egentlig også virkelig mange detaljer fra måneder der siden gik. Jeg husker dufte, samtaler, solen på himlen, triste dage, gode dage. Jeg husker alverdens ting, og også en hel masse ting, som jeg egentlig nok ville ønske jeg ikke kunne huske. For hvem har egentlig lyst til at kunne huske detaljer fra så uhyggelig en tid? Den første tid, og jo især den første nat, står som et levende mareridt for mig. Et af de mareridt, man ikke engang har fantasi til at forestille sig, men som man pludselig, uden man blev spurgt om man havde lyst, blev en del af!

Til nytåret skrev jeg nedenstående på min facebookprofil, og jeg kunne vel egentlig ikke skrive det meget bedre i dag. Jeg har ændret lidt i det, men tankerne er de samme

For mig, for os, har det været verdens værste år, men et år vi aldrig nogensinde vil glemme. Jeg vil aldrig nogensinde kunne slette den film, der sidder på min nethinde, den film hvor syv læger forgæves forsøger at redde mit barns liv. Jeg kan stadig huske de 32 min. som var de sket for et sekund siden.... Se deres professionelle ansigter stivne, se flere efterfølgende græde, og den læge der trykkede min hånd og fortalte mig, at der ikke var mere at gøre, "dit barn er dødt", ja hans ansigt kommer jeg heller aldrig til at glemme. Der sad min mand og jeg med verdens smukkeste dreng i armene, men han trak bare ikke vejret! Hvordan fortæller man lige storebror det? Hvordan fortæller man lige bedsteforældrene det? Hvordan begraver man sit eget barn? Den nat står stjerneklart for mig, og selvom jeg aldrig vil glemme Villads, så ville jeg af hele mit hjerte ønske, at vi ikke skulle have siddet lige der, på den måde. Jeg synes, vi har været SÅ stærke og SÅ gode til at deale med SÅ stor en sorg. Vi har levet livet, alt det Villads ikke kunne, men jeg vil være ærlig og sige, at det fandme ikke har været nemt!! Jeg har lært sider af både min mand, August og jeg at kende, som jeg ikke havde regnet med, vi havde. Vi er stærke som bare fanden sammen! Os får man ikke til at give op!! Jeg kan stadig sidde i et lokale fyldt med folk og føle mig som det mest ensomme menneske i verden, men jeg har også været så lykkelig for, at netop min og vores familie er dem de er.

 

Den dag Villads døde, der vidste vi med det samme, at vi skulle have mindst et barn mere. Så fem uger efter hans død startede vi op på reagensglasbehandlinger. To forsøg krævede det, og så var jeg atter gravid. Nu hvor jeg kun har knap 9 uger tilbage i min nye graviditet, ja så tænker jeg virkelig, at det sku var hård kost. På bare fem måneder var jeg gravid, fødte en dreng, begravede mit barn, var igennem to reagensglasbehandlinger (og det er ikke for sarte sjæle skulle jeg hilse og sige), blev gravid igen og venter nu en pige... Det er ikke ligefrem fordi jeg har skånet min krop i det her år, men jeg er stolt af mig selv! Jeg har overlevet at miste mit eget barn, og jeg har gjort hvad der skulle til, for at få et nyt barn. Derudover så har min mand og jeg haft en stor opgave i at bevare vores gode forhold til hinanden og samtidig have styrke til at forstå, at man sørger på forskellige måder, derudover har vi også stået med en fantastisk dreng i August, som også bare er så følsom, og har været meget berørt af det, vi har været igennem. Men jeg synes, vi har klaret det til UG, vi har gjort ALT, hvad vi overhovedet har magtet og står stadig stærkt sammen! Kærligheden overvinder alt! Om 9 uger, så kommer der forhåbentlig en lille rask pige til verden, som er klar på at blive elsket ualmindelig meget! Vi holder vejret og har valgt at tro på, at hun nok skal klare den. Og de dage hvor tvivlen bliver for stor, der er det bare sådan, det er. Vi ved, at ingen kan tage det fra os, og vi har lært, at man ikke kan smyge sig udenom. Det handler om at gå ind i sorgen og bekymringerne, når den/de er der, det er vejen ud og vejen videre.

 

***

 

Men så står jeg her i dag, og skal fejre min søns 1 års fødselsdag, bare med den detalje, at han ikke er i mine arme... hvordan kan man det? Alt i det her år, har været en førstegangs efter Villads' død, og vi har gjort alt det vi følte med vore hjerter var det rigtige. Sådan gør vi også i dag. Så vi fejrer lillebror i det stille, med nogle for os vigtige ting, og så fejrer storebror med gymnastikopvisning og store smil. Vi lever for vores levende dreng, præcis som det bør være, men vores dreng i himlen vil vi aldrig nogensinde glemme.

 

***

Et år er dermed også gået på kirkegården. Vi er så glade for, lige præcis den plet vi valgte som hans hvilested. Det ligger ualmindelig smukt, og at opleve årets gang derude, har virkelig været godt for både sjæl og krop. Og når nu ens barn skal ligge og sove for altid, så betyder det bare så meget, at stedet hvor han ligger, er et rart et at komme.

Stjernekiggerten August står med nederst, gav vi ham til begravelsen, så vi kunne se op til stjernerne, hvor lillebror er. Kort efter begravelsen havde vi den med ud til gravstedet, og jeg synes, det billede er så smukt. Villads grav i baggrunden, storebror i forgrunden og så kigget op til himlen.

Hver eneste måned den 21. har vi lagt en månedssten ude ved Villads. Stenene har vi fundet alle mulige steder, men hver og en har vi udvalgt helt særligt til formålet, og altid først efter en sten var lagt, så hver måned har haft sin egen sten, vi skulle finde. Det var egentlig bare tilfældigt, at jeg lagde en sten derud den første måned, men lige siden, har det betydet noget for os, at lægge en sten ved ham. August spurgte i går, om vi ikke nok skulle fortsætte med at lægge en sten hver måned. Det var egentlig ikke min plan, for jeg kan også mærke, at nu er året omme, og så er det godt! Men August var på tur i forgårs, og fandt en sten, som han gerne vil lægge derud, så det gør vi! Jeg tror vi finder et fint glas, og så kan de lægge deri, uden vejr og vind fjerner månedsdagen på dem.

På den 8. månedssten tegnede August ham og lillebror med hinanden i hænderne. Bare de dog havde fået lov til det i virkeligheden.

Tak for jeres søde ord gennem året der er gået, de har betyder rigtig meget for mig og for os.

Tanker fra Mia

En aften i ensomhed

I fredags tog jeg mit kamera om halsen og drog til Gals Klint. Jeg havde brug for en aften i selskab med solnedgangen. Den dag var det tyve uger siden, vi mistede Villads, og tankerne var omkring mig hele dagen, men jeg skubbede dem væk, nød mine drenge istedet. Men om aftenen havde jeg brug for at få tankerne tænkt til ende. Med så smuk en aften fik tankerne plads til at være der og følelserne sad udenpå tøjet. Jeg var helt betaget af den smukke natur og det at solen står op og går nede hver eneste dag uanset hvilken krise man befinder sig i, er på en og samme tid fantastisk og frygteligt. Ja altså ikke frygteligt, at solen igen står op, men mere tanken om at verden bare ikke står stille og går i stå, selvom man for en stund virkelig godt kunne bruge en pause. Det er vildt at tænke på, at det allerede er tyve uger siden, vi har lært rigtig meget om os selv og om livet, og også om folk omkring os.  Den smerte det er at miste sit barn er ubeskrivelig, og ikke en smerte man rigtig kan forklare. Mange synes vi er seje, klarer det flot og mange siger vi er et forbillede... Jeg er beæret over ordene, men virkeligheden er jo bare, at vi overlever... Det skal man jo! Og det vil vi! Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg igen skal blive glad og lykkelig helt ind i maven, men jeg, og vi, øver os hver eneste dag.

Nu er sommeren slut, eller i hvert fald ferien. Vi har haft den dejligste ferie sammen, masser af stjernestunder - som jeg vil vise frem i løbet af næste uge - men selvom alt var dejligt, så manglede vi jo Villads. Alle de tanker vi havde gjort os om sommeren sammen, de er jo slet ikke blevet som vi drømte om. Ingen amning under mirabellatræerne i skygge for solen, ingen badetur med lillebror i armene, ingen strandtur med sand i liften og mest af alt ingen kys og kram til lillebror fra hverken mor, far el. storebror. Av! Vi drømmer om, at vi igen en dag kan blive beriget med et barn, men indtil da vil vi fortsat kaste al vores kærlighed på vores dejlige August. 

Herunder kommer der 17 fantastiske billeder, for nogle spam, for mig magi!

Husk at nyde hver en stjernestund I har sammen, livet kan ændres på et splitsekund!

Smil fra Mia

 

En smuk aftentur

I går skulle August sove inde ved farmor og farfar. Efter at have spist aftensmad ville min mand gerne se fodboldkampen i tv. Imens arbejdede jeg på en gave til August, han skal have om en uge, når han slutter i børnehaven.

Da kampen var slut, besluttede vi at gå ud til Villads gravsted. Der er 3,5 km, og vi tænkte (ret naivt) at det nok ville tage 20 min. at gå derud. Jeg har fornylig haft voldsomt lændehold, og netop i går igen været ved kiropraktor, så 20 min. hver vej var jo en super tur.

Ret hurtigt kunne vi godt se, at turen ville være noget længere, men pyt, ryggen havde det fint og vejret var helt fantastisk. Vi stoppede undervejs og tog lidt billeder, vi sætter stor pris på, at vi bor nær så smuk natur.

Det at have et par timer, hvor man bare går hånd i hånd, får talt om alt muligt og samtidig bevæger sig rundt i smuk natur, det er godt for sjælen! og for parforholdet!

Fredagene er nogle gange hårde, fordi de også minder om, at endnu en uge er gået, siden Villads blev født og samme dag døde. I går var det 15 uger siden. Tiden går så stærkt, og jeg tænker hele tiden på ham. Tænker på at han nu ville være knap 4 måneder, og ville kunne holde sit hoved, ville smile og grine og pludre løs. Tænker på hvor meget hans storebror ville elske ham - ville pjatte, kysse og kramme ham. Åh jeg er simpelthen så ulykkelig over at vores drøm ikke fik lov at blive til virkelighed, når det nu egentlig var så tæt på! uretfærdigt og umenneskelig - det er hvad det er!

Ude ved Villads er det så fredfyldt. De åbne vieder, fuglefløjt og solen der altid går ned lige ved hans grav. Det er et godt sted! Når det er som det er, så er det det helt perfekte sted for os og vores lille Villads.

 

Med solen i ryggen gik turen hjem igen - det er de lange skyggers tid.

Og så smukt ser det ud, fra enden af vores vej med direkte udsigt ud til Villads og solens nedgang. Det betyder så meget for os, at vi hver aften lige går ud og ser solen gå ned, fordi vi ved den smiler til Villads som det allersidste. Det fortjener han også.

Må I få en dejlig dag, husk at nyd jeres guldklumper!

Smil fra Mia

 

 

Billederne er taget med min iPhone 4, og de er bare ikke særlig gode i kvaliteten.

Vil afsted igen en aften med spejlreflekskameraet!

Tanker om sorg

Fredag er det tolv uger siden vi mistede vores lille Villads. 12 uger...! Det vil altså sige 3 måneder... Jeg tænker på ham hver eneste dag, nogle dage kan jeg slet ikke holde det ud, ville ønske jeg kunne flygte fra det, andre dage virker det hele surrealistisk. Jeg var da gravid, var jeg ikke? Jeg fødte da, gjorde jeg ikke? Jeg kommer nogle gange helt i tvivl. Måske var det hele bare en drøm... Men så er det, at jeg ser på billedet af min lille dreng, og så banker virkeligheden på. Ikke en stille banken, nej mere en hård og ikke særlig venlig banken. Villads var vores lille mirakel, men han kunne ikke leve uden mig. Ikke leve uden sin mor. Det er egentlig en meget smuk tanke, synes jeg, og alligevel så er det jo ikke sådan, det skal være. Første gang vi mødre giver slip på vores børn, er når navlesnoren klippes. Normalt er det jo så dér, det hele starter. Et liv som mor fyldt med glæder, smil og grin. Men for os blev det fyldt med sorg, tårer og afmagt.

Der er tidspunkter, hvor jeg kan abstrahere fra sorgen, og tænker om jeg mon er ovre det nu. Men bedst som jeg tænker, at nu vender det, så sker der noget, der gør, at jeg så alligevel er så langt fra ovre det. Jeg tænker egentlig også, at jeg aldrig kommer over det, men at jeg med tiden kan lære at leve med det. Det... træls ord... for det, er jo lig med at have mistet et barn i denne her sammenhæng.

Billedet er taget ved Villads gravsted

Jeg har efterhånden lært, at sorg er noget man ikke kan flygte fra, men det er muligt at holde pauser. At gå til og fra sorgen, har psykologen lært mig, er en rigtig god egenskab at have. Jeg holder pauser, men indtil nu er det kun, når jeg beslutter mig for det. Pauserne er jeg nødt til at tage, for at kunne overleve i det her, og pauserne vil jeg også tage for at kunne være der for min dejlige August. Men der er konstant forhindringer undervejs. Det kan være alt muligt, der alligevel får læsset til at vælte; én jeg møder, jeg ikke har talt med, en tanke der dukker op, et besøg på kirkegården osv. Jeg har taget kreapauser, hvor jeg har fordybet mig i et kreativt projekt, men hvor ingen forventede noget af mig. Det har været rart og virker godt for mig. Men så snart der er forventninger om, at jeg skal præstere noget bestemt, eller noget kræver min koncentration el. mit fulde fokus, så dur det ikke for mig. Jeg har ikke overblik el. evnen til at holde fokus på ret meget for tiden. Hvis nogen taler om noget i for lang tid, falder jeg fra, hvis jeg skal læse, må jeg læse det samme igen og igen, for at forstå det. Hvis nogen informerer mig om datoer og lign. så kan jeg ikke huske det to sek. efter. Mange af disse symptomer havde jeg også, da jeg mistede mit job pga. August sygdom. Det er tegn på stress/depression, men jeg føler mig egentlig ikke stresset el. deprimeret i den forstand. Istedet føler jeg mig tynget af sorg. OG det er vel egentlig også okay?!

 

De lækreste babyfødder - dem fik vi kun lov at nusse på en enkelt uge.

Efter Villads' død har vi gjort mange forskellige ting for at afslutte det hele ordentligt. Bl.a. lavede vi selv hele gravstedet, vi har lavet en fin fotobog, en lille mindehylde, lånt bøger på bib. med August om emnet, kigget i stjernekikkerten (som August fik den dag Villads blev begravet) og lavet små særlige tiltag, som altsammen er med til at hele os. Det er en lang proces, og der er dage, hvor jeg ville ønske, at det ikke var sket, men heldigvis er der flest dage, hvor jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig for, at vi fik Villads. Han har lært os meget, og hver dag øver vi os fortsat i at finde lykken, også selvom det kun er i små glimt. Men glimtet i sig selv, er med til at vise os, at der er lys for enden af tunnelen.

Villads gravsted ligger på det smukkeste sted mellem kastanjetræer, åbne marker (den anden vej) og heste. Der er stort set sol hele dagen på Villads smukke sted og at tage derud om aftenen og se solen gå ned giver altid tårer i øjnene og gåsehud på armene. Han har fået den fineste plet, præcis som han fortjener det!

Kærlige tanker

Mia

Fantastisk Ferie - fordi vi fortjener det!

Efter Villads' død, har vi øvet os i at finde lykken og glæden ved livet igen. Det er virkelig sådan vi ønsker det. Vi VIL leve og vi VIL være lykkelige, så hver eneste dag prøver vi på at finde lykken. Der er dage, hvor intet lykkedes og lykken er langt langt væk. Der er dage, hvor jeg tænker jeg aldrig bliver rigtig glad igen, sådan glad helt ind i maven. Der er dage, hvor jeg føler alt er så uretfærdigt og umenneskeligt, at jeg ikke kan se hvad meningen med livet er. MEN - for der er et stort men - der er efterhånden også flere og flere dage, hvor jeg kan smile, og hvor jeg føler, at vi på en eller anden måde bare er så stærke sammen i vores lille familie, at jeg ved, at vi kommer ud på den anden side, som en hel og lykkelig familie. Savnet og sorgen vi nok for altid være der, men jeg tror på, at det vil finde sin plads. Det er dog stadig kun otte uger siden, så der er stadig mange ting, der er svære, ligesom det stadig er svært at overskue ret meget, være i blandt alt for mange mennesker, huske og koncentrere sig - men jeg tror på, at det vender. Fordi vi VIL leve for både os og for Villads.

Sidste torsdag besluttede vi, at vi ville på ferie, væk fra det hele, for at få noget fornyet energi, og for at være nærveærende - bare os tre. Vi bestilte torsdag og tirsdag morgen fløj vi til Egypten.

Vi boede i Hurghada på et kæmpe resort, hvor vi havde en uge med all inclusive. Det var luksus til fingerspidserne, og det var helt ærligt lige hvad vi fortjente!! 

 Billederne taler vist for sig selv !

Denne uge gav os smilet tilbage, gav os energi og nye oplevelser. Men vigtigst af alt, så gav den os en uge fyldt med kærlighed og nærvær. Det trængte vi til! Nu vender hverdagen tilbage, og savnet kan atter mærkes. Sorgen skal bearbejdes stille og roligt, og det kommer til at tage lang tid. Men det er vigtigt, kan jeg mærke, at tage hver eneste tanke og følelse og arbejde med den, for ellers kan hullerne ikke lukkes. Så en dag af gangen. Denne her uge, gav energien til at fortsætte!

Smil fra Mia

LEGOværelse

Når man kommer hjem fra sygehuset uden sit barn, er der mange ting i huset, der pludselig gør ondt og er svært at se på. Bl.a. det fine babyværelse, vi havde lavet til vores lille Villads. Vi besluttede allerede en af de første dage, at det ikke skulle stå tomt og ej heller blive et "spøgelsesværelse", hvor døren var lukket. Derfor blev vi enige om, at lave det ultimative Legoværelse til August. Han har uanede mængder af Lego, eftersom min bror arbejder som ingeniør på Lego og så har jeg heldigvis ikke mistet mit tema-krea-hygge-indretnings-gen i denne her proces.

Det er blevet SÅ godt, og bliver virkelig brugt meget - en sand fornøjelse ! Kig med herunder :)

Vi har bibeholdt nogle få ting, der skulle have været Villads' - han skal stadig være med selvom han ikke er her fysisk! Bl.a. Eventyrlampen og loftslampen. Det lange stofbanner er et August fik da han blev to år - helt unikt at have, og meget dekorativt.

 

Det originale Legobyggebord fik vi af vores venner, de var ved at køre det på genbrug.

Vores held det ikke var nået at komme derhen, for det er virkelig et super byggebord!

På væggen har August og jeg sat Legowallstickers op - sjovt at "bygge" Lego på den måde. Chimakasserne er helt geniale til sortering, da der er små opdelte rum i nogle af dem.

Fabulandfigurerne havde jeg købt til Villads, de får også lov at være med selvom han ikke er her.

Små fine cykler med skønne detaljer.

Hylden med alle minifigurerne havde jeg også lavet til Villads - til hans Fabuland, men den er jo også genial til minifigurerne. Det er nemt at lave; en af de gamle ikeabilledhylder (dem i rigtig træ - har jeg brugt) males, vendes på hovedet, så limes der små legobyggeplader på - ét voilá!

Vindueswallstickerne er også super sjove - de kan ses udefra, da de klistrer på forsiden.

Kæmpe papfigur med lys i den grønne "lampe". Sjov og ret unikt at have sådan en!

Plakaterne har vi en del forskellige af - så de kan løbende skiftes ud. De er alle fra Ønskebørn, som ofte har dem gratis til kunderne.

Retrotaburetterne er jo som skabt til det her rum - de har fået Legowallstickers på og ligner nu de nærmest er købt på Lego :-)

Legonavneplakaten lavede jeg fra bunden - sjovt at bygge navnet. De kan købes i shoppen HER.

Kaj ovenpå hylden var Augusts første bamse, den var med i vuggen på sygehuset. August har givet Villads kys og kram med den, så den er også særlig for os alle, og den våger nu fint over værelset.

 

Håndaftrykket på vinduet er Augusts ;-) og det skeptiske Legohoved er vist træt af at have en dame stående på hovedet ;-)

Og se så lige hvad der står her... Skoletasken! Min store dreng skal simpelthen starte i skole til august! Pyha! Han var med sin onkel i Legoland og efterfølgende i personalebutikken for at vælge skoletaske! Dét var en SEJ dag!

Det er stadig svært at tænke på, hvad værelset skulle have været brugt til, men det er nu også dejligt at vide, at min store dejlige dreng, nu stolt kan vise sit mega fede værelse frem, når nu ikke han kan vise lillebror frem.

Vi øver os i at finde lykken - også selvom det er svært ! MEN vi giver ikke op!
Det her værelse har været en god måde at vende en dårlig situation til en positiv - og det er heldigvis sådan vi er indstillet - vi arbejder os igennem det her - men hold nu op, det er hårdt arbejde!