Et år uden min engel

I dag er det et år siden jeg fødte vores andet barn, og dermed også et år siden, at vores lille dreng døde. Jeg forstår slet ikke der er gået et år... jeg føler kun det er ganske kort tid siden. Jeg husker ALT hvad der skete i dagene op til, på selve dagen og i ugerne efter. Men jeg husker egentlig også virkelig mange detaljer fra måneder der siden gik. Jeg husker dufte, samtaler, solen på himlen, triste dage, gode dage. Jeg husker alverdens ting, og også en hel masse ting, som jeg egentlig nok ville ønske jeg ikke kunne huske. For hvem har egentlig lyst til at kunne huske detaljer fra så uhyggelig en tid? Den første tid, og jo især den første nat, står som et levende mareridt for mig. Et af de mareridt, man ikke engang har fantasi til at forestille sig, men som man pludselig, uden man blev spurgt om man havde lyst, blev en del af!

Til nytåret skrev jeg nedenstående på min facebookprofil, og jeg kunne vel egentlig ikke skrive det meget bedre i dag. Jeg har ændret lidt i det, men tankerne er de samme

For mig, for os, har det været verdens værste år, men et år vi aldrig nogensinde vil glemme. Jeg vil aldrig nogensinde kunne slette den film, der sidder på min nethinde, den film hvor syv læger forgæves forsøger at redde mit barns liv. Jeg kan stadig huske de 32 min. som var de sket for et sekund siden.... Se deres professionelle ansigter stivne, se flere efterfølgende græde, og den læge der trykkede min hånd og fortalte mig, at der ikke var mere at gøre, "dit barn er dødt", ja hans ansigt kommer jeg heller aldrig til at glemme. Der sad min mand og jeg med verdens smukkeste dreng i armene, men han trak bare ikke vejret! Hvordan fortæller man lige storebror det? Hvordan fortæller man lige bedsteforældrene det? Hvordan begraver man sit eget barn? Den nat står stjerneklart for mig, og selvom jeg aldrig vil glemme Villads, så ville jeg af hele mit hjerte ønske, at vi ikke skulle have siddet lige der, på den måde. Jeg synes, vi har været SÅ stærke og SÅ gode til at deale med SÅ stor en sorg. Vi har levet livet, alt det Villads ikke kunne, men jeg vil være ærlig og sige, at det fandme ikke har været nemt!! Jeg har lært sider af både min mand, August og jeg at kende, som jeg ikke havde regnet med, vi havde. Vi er stærke som bare fanden sammen! Os får man ikke til at give op!! Jeg kan stadig sidde i et lokale fyldt med folk og føle mig som det mest ensomme menneske i verden, men jeg har også været så lykkelig for, at netop min og vores familie er dem de er.

 

Den dag Villads døde, der vidste vi med det samme, at vi skulle have mindst et barn mere. Så fem uger efter hans død startede vi op på reagensglasbehandlinger. To forsøg krævede det, og så var jeg atter gravid. Nu hvor jeg kun har knap 9 uger tilbage i min nye graviditet, ja så tænker jeg virkelig, at det sku var hård kost. På bare fem måneder var jeg gravid, fødte en dreng, begravede mit barn, var igennem to reagensglasbehandlinger (og det er ikke for sarte sjæle skulle jeg hilse og sige), blev gravid igen og venter nu en pige... Det er ikke ligefrem fordi jeg har skånet min krop i det her år, men jeg er stolt af mig selv! Jeg har overlevet at miste mit eget barn, og jeg har gjort hvad der skulle til, for at få et nyt barn. Derudover så har min mand og jeg haft en stor opgave i at bevare vores gode forhold til hinanden og samtidig have styrke til at forstå, at man sørger på forskellige måder, derudover har vi også stået med en fantastisk dreng i August, som også bare er så følsom, og har været meget berørt af det, vi har været igennem. Men jeg synes, vi har klaret det til UG, vi har gjort ALT, hvad vi overhovedet har magtet og står stadig stærkt sammen! Kærligheden overvinder alt! Om 9 uger, så kommer der forhåbentlig en lille rask pige til verden, som er klar på at blive elsket ualmindelig meget! Vi holder vejret og har valgt at tro på, at hun nok skal klare den. Og de dage hvor tvivlen bliver for stor, der er det bare sådan, det er. Vi ved, at ingen kan tage det fra os, og vi har lært, at man ikke kan smyge sig udenom. Det handler om at gå ind i sorgen og bekymringerne, når den/de er der, det er vejen ud og vejen videre.

 

***

 

Men så står jeg her i dag, og skal fejre min søns 1 års fødselsdag, bare med den detalje, at han ikke er i mine arme... hvordan kan man det? Alt i det her år, har været en førstegangs efter Villads' død, og vi har gjort alt det vi følte med vore hjerter var det rigtige. Sådan gør vi også i dag. Så vi fejrer lillebror i det stille, med nogle for os vigtige ting, og så fejrer storebror med gymnastikopvisning og store smil. Vi lever for vores levende dreng, præcis som det bør være, men vores dreng i himlen vil vi aldrig nogensinde glemme.

 

***

Et år er dermed også gået på kirkegården. Vi er så glade for, lige præcis den plet vi valgte som hans hvilested. Det ligger ualmindelig smukt, og at opleve årets gang derude, har virkelig været godt for både sjæl og krop. Og når nu ens barn skal ligge og sove for altid, så betyder det bare så meget, at stedet hvor han ligger, er et rart et at komme.

Stjernekiggerten August står med nederst, gav vi ham til begravelsen, så vi kunne se op til stjernerne, hvor lillebror er. Kort efter begravelsen havde vi den med ud til gravstedet, og jeg synes, det billede er så smukt. Villads grav i baggrunden, storebror i forgrunden og så kigget op til himlen.

Hver eneste måned den 21. har vi lagt en månedssten ude ved Villads. Stenene har vi fundet alle mulige steder, men hver og en har vi udvalgt helt særligt til formålet, og altid først efter en sten var lagt, så hver måned har haft sin egen sten, vi skulle finde. Det var egentlig bare tilfældigt, at jeg lagde en sten derud den første måned, men lige siden, har det betydet noget for os, at lægge en sten ved ham. August spurgte i går, om vi ikke nok skulle fortsætte med at lægge en sten hver måned. Det var egentlig ikke min plan, for jeg kan også mærke, at nu er året omme, og så er det godt! Men August var på tur i forgårs, og fandt en sten, som han gerne vil lægge derud, så det gør vi! Jeg tror vi finder et fint glas, og så kan de lægge deri, uden vejr og vind fjerner månedsdagen på dem.

På den 8. månedssten tegnede August ham og lillebror med hinanden i hænderne. Bare de dog havde fået lov til det i virkeligheden.

Tak for jeres søde ord gennem året der er gået, de har betyder rigtig meget for mig og for os.

Tanker fra Mia