Et kapitel er slut

I går eftermiddags tog min kære mand, August og jeg i storcenteret. Det er noget vi aldrig gør sammen. Jeg er nemlig ikke den type, der synes, det er hyggeligt at have sit barn med ud og handle om eftermiddagen. Jeg synes for det meste bare, det er synd for barnet, som er eftermiddagstræt og sulten. Men i går blev vi enige om, at det havde begge vi forældre overskud til og August virkede frisk, så vi bevægede os afsted, velvidende at vi kunne køre hjem, hvis vi kunne mærke, at August ikke syntes om det.

Vi startede med at købe lagerplads til min virksomhed og så stod den på hygge, shopping og aftensmad. Det gik over alt forventning og August havde en fest ! Super hyggeligt. Da vi kørte hjem var August efterhånden træt, og vi tænkte, at han nok ville falde i søvn på vejen hjem. Vi havde kørt 10 min. ca. så kigger August på mig og siger "mor, jeg bruger ikke sut mere", hvorefter han gav mig de to sutter i hænderne og den i munden. Da han har sagt det et par gange før, tog jeg det ikke sådan til mig, men holdt da sutterne for ham. Da vi kom hjem skulle han i seng, og han lagde sig til at sove, uden sutterne.

Vi forældre var lidt forvirrede og egentlig meget overraskede, for August har haft et meget nært forhold til sine sutTER. For ja - det har aldrig bare været én sut, men altid været tre sutter. Én i munden og én i hver hånd. Pga. hans sygdom har vi accepteret, at det var sådan, det var. Det var det, der hjalp ham igennem mange hårde sygdomsperioder. Derfor var vi også enige om, at vi ikke ville presse ham til at lægge sutterne på hylden. Det skulle være en lang og stille "nedtrapning". Det er kun ganske få dage siden, at vi snakkede med gode venner om det, og blev enige om, at ikke mange børn starter i skole med sut og ble, så mon ikke også August ville komme at med hans?!

I dag har han ikke nævnt sutten med ét ord ! Jo altså de to gange han ringede til farmor og mormor og fortalte, at han ikke bruger sut mere. Han sov ikke til middag i dag i børnehaven, men spurgte ikke til sutterne. I eftermiddags var han meget træt, men spurgte ikke til sutterne. Her til aften sov han allerede 18.30. Han faldt i søvn i mine arme på 8 minutter. Men han nævnte ikke sutterne. Der er dog ingen tvivl om, at tårerne før han faldt i søvn og den manglende middagslur, samt nu, hvor jeg i skrivende stund netop har været inde og give ham en trøstekrammer før han atter lagde sig, skyldes de manglende sutter. Man kan se han søger og måske endda sørger, men han nævner det ikke med et ord ! Han er stålsat !

Alt det sygdom han har været igennem, er vi slet ikke i tvivl om, har gjort August til en meget viljestærk dreng. Nuvel, det har han helt sikkert også fra sin far, men August er en sej lille fyr. Han klager ikke, græder ikke, pylrer ikke. Nuvel, det gør han da, men kun ganske ganske sjældent. Han viser empati (big time), har vilje, har selvtillid og tror på egne evner. Han kan klare meget mere, end jeg nogengange synes, jeg selv kan. Jeg er så umådelig stolt af ham! Han viser mig vejen, hvor jeg selv nogle gange er usikker. Han er 3½ år (præcis om 7 dage)! Han er uovervindelig og nu er han også uden sut !!

Jeg er så stolt at min lille dreng! Men det er også et kapitel der er slut, og min lille dreng, er ikke så lille mere ! Det er dæleme også lidt svært for mor her :-)

Fra vores bryllupsdag! Med to tænder i undermunden. Nu en stor dreng uden sut ... tiden suser afsted !

Ps. Min mor sagde jeg gjorde det samme som barn, men det skete af to omgange, så nu må vi se, om vi/han giver op - men jeg tror det ikke!