En måned er gået

I dag er det en måned siden vi mistede vores lille Villads. En måned… jeg forstår slet ikke hvor tiden er blevet af. På den ene side føles det som om, at det kun er et lille bitte øjeblik siden. Jeg husker nærmest hver eneste minut, der er gået hele den måned. Jeg husker smerterne – både de fysiske og de psykiske, som var de stadig dugfriske. Bliver konstant mindet om vores kæmpe tab, og vil jo på ingen måde være foruden mindet nu, men alligevel gør det ondt at føle smerterne gang på gang. På den anden side føler jeg, det er en evig hed siden. Alle de beslutninger vi har skullet tage, beslutninger, man på ingen måde er i stand til at tage, når man netop har mistet sit lille barn. Men omvendt beslutninger, man skal leve med resten af livet. Vigtige betydningsfulde beslutninger, der er en stor del af helingsprocessen. Hvordan træffer man mon de rigtige, når ens krop er helt i opbrud?

Det at miste et barn er jo – heldigvis – ikke noget man kan forberede sig på. Det gør mere ondt, end det er muligt at beskrive, og selvom alle der er forældre til et barn, har en idé om hvor ualmindelig ondt det må gøre, så ved jeg nu, at man på ingen måde kan føle den smerte, før man selv har stået i det. Jeg har tidligere selv stået på den anden side, og været vidne til en bekendts tab af hendes lille nyfødte dreng, og jeg græd og følte virkelig med hende. Tænkte meget på om jeg da ikke kunne gøre noget? Men ved nu, at man intet kan gøre. For ingen i hele verden kan tage den sorg fra en. Ej heller lindre den. Men jeg ved også nu, at det at folk bekymrer sig om én, tænker på én, sender varme tanker og knus til én – det betyder virkelig meget! Det er svært at vise sin dybe taknemmelighed, for hvordan siger man tak? Sender man et takkekort? Er en sms nok? Forstår folk hvis man slet ikke får sagt tak? Tankerne myldrer rundt i hovedet og kombineret med den manglende koncentration, hukommelsesproblemerne og smerten, ja så er det svært at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men vi prøver – prøver at træffe alle de rigtige beslutninger, og heldigvis har alle omkring os bakket os 100% op i alt, hvad vi har besluttet, ligesom vi får støtte og kærlighed i hobevis. Og for det, vil vi altid være dybt taknemmelige!

For mig har noget af det sværeste været den barske afslutning. Da vi første havde sænket den lillebitte kiste i jorden, var det det! Det var slut! Vi kunne aldrig mere røre vores eget barn. Aldrig mere kysse ham. Aldrig mere ae hans bløde kind. Slut, aldrig mere! Vi fik en uge med Villads. En uge til at skabe en lille historie med vores lille dreng. Nuvel, han var ikke levende, men han var i vore arme. Vi skabte alle de minder, vi overhovedet kunne nå og kunne mærke ville være vigtige for os. Vi var med hele vejen. Fra fødslen til han blev sænket i jorden. Det var hårdt – som i fuldstændig ualmindeligt hårdt. Men det var vigtigt – mere vigtigt end det var hårdt. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at dét, at vi var med hele vejen vil hjælpe os med at hele, og hjælpe os til i fremtiden at huske Villads, huske at han var her – han blev en del af vores familie, også selvom han ikke fik lov at være her særlig længe. Men han var her – og det vil jeg for altid være taknemmelig for. Villads er vores dreng og Augusts lillebror. Han var her, og han vil altid være i vores familie, han bor bare et andet sted end os.

En af de første dage, hang August en lang gymnastikelastik om halsen på mig. Han sagde ”mor, den skal du have fordi du er blevet dobbeltmor”. Jeg græd og var glad på samme tid. For ja, det er jeg nemlig blevet; dobbeltmor. OG August er blevet storebror. Begge dele vil vi altid være, også selvom Villads ikke er i vore hænder længere.

 

I dag er det en måned siden, og vi øver os så småt i at finde lykken i livet. Det kommer til at tage lang tid, men Villads har lært os meget, selvom vi havde ham så kort tid. Jeg føler vi har lært mere på en måned, end vi har lært det meste af livet. Vi har lært, hvad der er vigtigt for os. Hvad de sande værdier er for os og hvad vi vil med vores liv. Vi vil leve! Leve for August og for os som par. Villads har lært os at leve i nuet og værdsætte de små ting. Ligesom han har lært os, at småting er det, de er. Ikke vigtige. Navnet Villads betyder kampvilje/kampgejst, og selvom vi ikke havde talt navnet færdigt før han blev født, så vil jeg for altid være lykkelig for, at det blev hans navn. Både fordi, det var storebror der reelt gav ham navnet og fordi jeg i dag ved, at dét navn er det perfekte til ham. Han blev skabt efter to års kamp, han voksede sig stor og fin og han kom til verden og blev en del af os. Han kunne ikke leve udenfor mig, ikke leve uden mig, men han ville til verden, også selvom det kun var for en kort stund. Lægerne opdagede ikke hans misdannelse, og selvom jeg ved med mig selv, at havde de fundet fejlen i uge 20, så havde jeg ikke valgt at gennemføre graviditeten, så ved jeg også nu, at jeg på ingen måde ville have undværet Villads, nu hvor jeg har født ham. Han er min dreng, vores dreng, og han kæmpede sig hele vejen frem til os. Og dét vil jeg for altid være ham taknemmelig for.

For en måned siden brast vores verden i grus, og jeg har dage hvor jeg ikke aner, hvordan jeg nogensinde skal blive glad igen – sådan glad helt ind i hjertet, men vi øver os, som skrevet i at finde lykken, bare i små bitte bidder. Især hjælper vores fantastiske August os til det. Han er et livsstykke, som får os til at grine og smile hver eneste dag. Vi har været i Legoland, leget, bygget Lego, haft legekammerater på besøg, bagt kage, hygget i haven med bål og meget mere. Vi lever, fordi det skal vi! Men også fordi vi gerne vil.

 

Et citat, der virkelig giver mening efter vores tab!

 

Jeg har tanker og følelser til at skrive en hel bog, og for mig er det ren terapi at skrive. Sådan dealer jeg med det hele, og det har jeg egentlig gjort i mange år. Så der vil helt sikkert komme flere af disse indlæg gennem tiden.