En stjerne er født

Torsdag den 20. marts kl. 8.10 var jeg nok det lykkeligste menneske. Lillebror var klar til at komme ud til os, og vi skulle være en familie på 4. Jeg skulle sættes i gang, og det hele var spændende og fyldt med smil. Vi havde glædet os så meget alle tre til lillebror skulle komme.

Men hele vores verden gik itu præcis 17 timer senere. Det er umenneskeligt, og jeg kan slet ikke begribe, det skulle gå sådan, men vores lille dreng døde kort efter han blev født.

Han var velskabt; 50 cm. og 3100 gram. Han var ualmindelig fin og smuk og lignede August på en prik, da han blev født. De prøvede forgæves at genoplive ham i 32 minutter, og da de første tyve min. var gået, blev han døbt. Vi havde ikke talt navnet færdigt, men August havde hele tiden sagt, at han skulle hedde Villads. Så sådan blev det.

Vi brugte weekenden på, at samle alle de minder vi kunne med Villads, samtidig med at vi skulle forholde os til alt muligt praktisk. Bl.a. om han skulle obduceres. Beslutningen blev, at det skulle han, for hvad var der dog gået galt. Han var helt perfekt at se på. Kunne han ikke klare at blive født? Var det navlesnoren, som var to gange stramt omkring hans lille hals, men som ingen mærker havde efterladt? Hvad var der sket med vores lille dreng?

Mandag blev han obduceret, og det viste sig med det samme, hvad dødsårsagen var. Villads havde et hul i mellemgulvet, der betød, at hans lunger ikke kunne folde sig ud. Dvs. han kun kunne leve inde i mig. Det er meget svært at opdage, om end ikke umuligt, og jeg kan ikke lade være at tænke, at hvordan kunne de overse det, når nu jeg blev scannet hver 3. uge hele graviditeten? Det føles nærmest som tortur, at jeg skulle gå hele vejen. Gå i 9 fulde månederleve inde i mig. Han blev levende født, men stoppede kort efter med at trække vejret, det var simpelthen ikke muligt for ham. Piger, han var så smuk. 3100 g. og 50 cm lang, og så lignede han sig storebror på en prik. Åhhh det er ikke til at bære, at jeg ikke kunne få ham med hjem - han var så fin og dejlig og blød. På en måde, så vil jeg gerne være et stort menneske, og nyde alle jeres dejlige babyer, når de kommer, men på den anden side, så kan jeg slet ikke rumme det. Jeg bliver nok nødt til at melde mig ud af denne gruppe, åh det gør mig så ked af det, for jeg kunne bare mærke, vi kunne få det så sjovt sammen. Måske en dag jeg igen kan komme ind i varmen, måske en dag jeg får en lille baby i mine arme igen, og så kan vi måske ses. TAK for nogle fantastiske uger sammen piger, og må I alle have held og lykke med jeres små babyer - I bliver alle fantastiske mødre. Kærlige hilsner herfra og gang på gang få af vide at alt var perfekt med min lille dreng. Gå igennem 12 timers fødsel. Få min guldklump op på maven, for så et øjeblik efter at se en hel flok læger stå og give hjertemassage, ilt og adrenalin. Til ingen verdens nytte.

Min lille engledreng, som var så ualmindelig smuk og sød <3 td="">

Villads kunne kun leve inde i mig, og det gjorde han i bedste velgående. Han sparkede, hikkede, bevægede sig med bedste velbehag. Lige til det sidste kunne jeg mærke ham i min mave. Ja vi hørte ham endda hikke så sent som en time før han blev født. Men leve, det ville han aldrig kunne, og det gør så ualmindelig ondt.

Fredag – præcis en uge efter, begravede vi ham. Det var smukt, meget rørende og fuldstændig forfærdeligt på én og samme tid. Ved min side sad min store dreng. Tapper som en soldat holdt han mig i hånden og sad helt tæt. Åh hvor gør det ondt, han blev storebror, men nåede aldrig at lære lillebror at kende. Han har været så meget igennem den dreng, og ærlig talt, hvordan skal vi få lappet vores tre hjerter sammen.

Nu er det allerede over to uger siden - to uger…! Dagene er fløjet af sted, selvom alt foregår i slowmotion. Hvert sekund savner jeg Villads. Ser på min mave og tænker på de små spark. De mangler, Villads mangler. Vores lille familie blev til fire, men kun for en kort stund. Nu er vi igen tre, tre som skal finde ud af ikke at være fire. Jeg ved ikke hvordan vi finder ud af det, men jeg håber, at tiden lærer os det.

Et er sikkert; den dag, den 21. marts kl. 00.57 der blev en stjerne født. Han vil for altid mangle, være savnet og mit hjerte vil altid være revet over. Nuvel det skal nok hele, men arret vil altid være der.

***

Får mange lykønskninger, som jo desværre ikke er af ond mening, men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at få fortalt jer, hvad der skete. En gang på et senere tidspunkt, kan det være der kommer et mere uddybende indlæg, men for nu, er det her det, jeg magter.