søndag den 15. december 2013

Bord dæk dig: Jul / Julefrokost / Fødselsdag

I år slog vi min fødselsdag sammen med en god gammeldags julefrokost. Sådan en havde vi aldrig holdt før, så det kunne vi lige tænke os at prøve. Bordet jeg har dækket kan jo fint være inspiration til årets julebord hos jer, der ikke lige har fødselsdag i december, ligesom det jo også helt naturligt kan bruges til inspiration til julefrokosten.
 

Jeg havde valgt en papirsdug, faktisk resterne fra den vi dækkede bord med til vores bryllupsreception. Vi blev nemlig 15 ialt, og jeg skulle derfor ud i to lange borde, hvilket jeg ikke har en hvid du til, som jeg altså synes skulle være bunden på bordet.

 
Som service havde jeg valgt en bund med en rød middagsserviet, som jo både er julet og fødselsdaget, så en hvid middagstallerken derefter en hvid frokostserviet og endelig en juleplatte øverst. Dertil glas og snapseglas, som ikke lige kom med på det her billede ;-)
 

Som pynt havde jeg fundet hhv lærkegrene/kogler, fyrkogler og alm. grankogler. Derudover de samme tre slags gran, bark og en stor dekorativ gren. Mixet af de forskellige slags granner, gør det mere let og giver øjet noget forskelligt at se på. Jeg havde holdt mig til hhv hvid, rød, grøn og det blå strejf. Det at bruge naturen på bordet, er jo noget I har set gennem det meste af året fra min side, men det er simpelthen for svært at lade være. Det er jo bare at gå udenfor, nyde naturen og ganske gratis tage det nedfaldne med hjem. Billigt og ualmindeligt dekorativt.

Jeg havde også min smukke Kubusstage på bordet. Helt enkel med hvide lys og røde minikugler, men ved at lade bordpynten gå igennem stagen fik den en fin samhørighed med resten af bordet.


Det er nemt at købe alt muligt at pynte et bord med, men jeg nyder at gå på opdagelse i det jeg har og ligeledes bruge naturen, som nævnt. Derudover synes jeg det er vigtigt, at have noget på bordet, som har en historie/er vigtig for den der pynter bordet/eller på anden måde siger noget om én selv. De små Trip Trap julestager fik jeg for nogle år siden i fødselsdagsgave af en kær veninde, og med flagranken på, ja så passer de jo perfekt på netop et julefrokostfødselsdagsbord.

 

Et lille rensdyr havde fået halstørklæde på, og fik også lov at komme med på skovbordet. Ligesom der naturligvis var flag på bordet, eftersom det jo var en fødselsdag vi holdt.

 


 
På den dekorative gren hængte jeg et par kugler i fint velourbånd. Denne er en gammel sag, og noget så fin, synes jeg. Samtidig giver den lidt højde på bordet, hvilket er rigtig vigtigt! Dog må man passe på ikke at få for meget højde på, så det giver problemer at tale med gæsterne på den anden side af bordet.



Mellem grene, gran og kogler lagde jeg røde julekugler, for at understrege både julen og fødselsdagen med farven. Det lyste op på bordet, og er jo en virkelig nem måde at skabe noget ekstra på.


På tavlen hænger der pt. søde lysende snefnug fra Ikea, og der stod, som altid, hvad vi fejrede.

Et sødt julehjerte havde også fundet plads på den dekorative gren.


 
Denne måneds idé:


Inde i stuen pyntede vores fine juletræ, som drillernisserne igen i år havde fældet, så det stod klar til min fødselsdag. Jeg satser på at lave lidt flere juleindlæg klar til jer, jeg har vist forsømt det i år.

 
Smil fra Mia

2 kommentarer:

  1. Sikke et hyggeligt bord, dejligt med lidt inspiration til julebordet:0)
    Vh Louise

    SvarSlet
  2. Super flot bord. Sikke en god inspiration. Sjovt du nævner dine flotte platter. Hos min mormor hang disse på væggen indtil de flyttede i et mindre hus. Men nu er de fundet frem og min mor har fået dem. Hun har nemlig fundet ud af at de jo er fantastisk flotte på et bord:-) jeg er ikke i tvivl - dem vil jeg også gerne arve:-)

    SvarSlet

Tak fordi du giver dig tid til at kommentere på mit indlæg, det sætter jeg stor pris på.

Husk at tilmelde dig email-servicen, hvis du vil have besked, når jeg eller andre også kommenterer på tråden.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...