Vi var også i København i tre dage i det smukkeste sommervejr. Vi boede igen i DGI byen, hvor vi nyder at bo. Tæt på byen, med det lækre svømmeområde og så er der altid aktivitetsmuligheder på stedet. Noget af det jeg elsker ved København, og alle dage har gjort, er det at man altid har mulighed for at være med i en fest eller få en uventet oplevelse.
Mandag da vi ankom var vi nede og bade, derefter en tur på strøget og om aftenen tog vi til Amager strandpark, hvor vi nød solnedgangen og gik en skøn tur.
Tirsdag morgen kørte vi til Amager og var med i Sommer Summarum. August syntes det hele var meget spændende, og råbte under introen hele tiden "ta' mig" (som de store børn gjorde), når nogen skulle vælges ud :) Vi sang introsangen, råbte go'morgen og kom endda i tv, men da alt snakkeriet begyndte, blev det sværere at holde koncentrationen, og vi besluttede at nu havde vi været der. En super oplevelse, som han taler meget om. Senere tirsdag var vi nede og bade og gik en tur igennem byen. En mand stødte ind i mig, og kiggede på mig og sagde "merry christmas". Vi grinte lidt og tænkte sikke en tosse. 5 meter senere siger jeg til min mand, "ja og se, der går en nisse". Mærkeligt sammentræf men typisk storbyen tænkte vi. 10 meter senere ankom vi til rådhuspladsen og manden udbrød "der har vi nok årsagen". For jep... der var hundrede julemænd fra hele norden på rådhuspladsen. Jeg har oplevet det mange gange før, da jeg 10 år i streg var i Roskilde/København på familiebesøg en uge hver sommer med min kusine. Men jeg havde da egentlig ikke lige tænkt på, at det var den 24. juli da vi var i København. August syntes det hele var lidt skørt. "Er det så jul nu?", spurgte han. Han fik juleslik af flere nisser og julemænd og fik en på opleveren. Sjovt.
Onsdag morgen indtog vi morgenmaden udendørs alt imens August fik missioner og havde det så sjovt. Senere tog vi på kanalrundfart og sluttede af i H.C. Ørstedsparken med en sparsommelig aftensmad, men tilgengæld en af den slags der får lykken frem i maven. Fantastisk afslutning på ferien.
Resten af ferien blev nydt i haven, sammen med gode venner, på stranden til krabbefangster og bare hygge i familiens skød. Nyder mine drenge og ærgrer mig over hvor hurtigt tre uger går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du giver dig tid til at kommentere på mit indlæg, det sætter jeg stor pris på.
Husk at tilmelde dig email-servicen, hvis du vil have besked, når jeg eller andre også kommenterer på tråden.