Indlagt på børneafdelingen

I går var August og jeg til gymnastik fra 11-12. Derefter tog vi hjem og han kom ud og sove til middag. 2 timer senere da han vågnede var han blevet til en lille stakkels søløve med falsk strubehoste. Han havde også lidt feber, og ville bare have sin mormor. Vi skulle heldigvis over til mormor og morfar og spise, så vi tog straks derover, og han livede efterhånden lidt mere op, og som det så ofte er med August var han egentlig ok frisk. Vi tog hjem kl. 18 fordi han var blevet rigtig træt og hostede en del efterhånden. Han sov efter 10 min.

Men i løbet af de kommende to timer vågnede han og var rigtig ked af det og havde voldsomme problemer med at trække vejret. Vi har prøvet det ALT for mange gange, så vi gik udenfor med en dyne om ham, så han kunne få kold luft ned i lungerne, hvilket normalt hjælper. Han fik også iskolde vanddrikke, men de hjalp heller ikke. Han fald i søvn flere gange og sov lidt tid, men kl. 21 fik han et meget voldsomt anfald, og jeg greb tlf. og ringede til vagtlægen. Imens pakkede min mand August i bilen, og smed barnevognen om bagi. Afstig afsted til Kolding Sygehus, hvor et ældre ægtepar lod os komme ind før dem, og vagtlægen konstaterede straks, at August skulle indlægges på børneafdelingen. Han havde dybe indtrækninger ved brystet og var en del medtaget. Han fik straks en maske Spirocort og endnu en. Blev vejet, fik en stikpille panodil, en is, koldt vand og tøjet af. Da kl. blev 24 havde han fået 5 masker (og jeg skal hilse og sige til dem der ikke kender det, at det bare IKKE er sjovt), 2 piller og farmand var nået Fredericia igen. Jeg havde netop gået ham i søvn, selvom han var ved at omkomme af træthed, så kunne han ikke overgive sig, fordi maskerne gør ham lidt hyper. Så da jeg lagde hovedet på puden, var jeg fuldstændig smadret.

Kl. 4.45 stod vi op og han fik endnu en maske. Dér havde jeg to gange været oppe med i ham i løbet af natten. Han blev i sin elskede barnevogn (thank god min kære mand tænkte med underbevistheden at vi måske blev indlagt, og derfor smed den bagi i bilen), og så børnetv fra kl. 5-8, ja vi sov vist begge en del indimellem. Kl. 8.30 kom hans far igen. Lige da han var kommet, var der morgensang på børneafdelingen. Alle sygeplejersker, de læger der havde tid, og andet personale, samt de forældre/børn der ville sang "nu falmer skoven". Vi var begge rørt til tårer over hvor smukt det var, og August nød den ro og stilhed der var i den smukke sang. Hospitaltsklovnen var også med, og kom hen til August bagefter. Han var lidt betuttet, måske endda lidt bange for hende, men han tøede op, og hilste på hende flere gange i løbet af dagen.



Den ene time tog den anden, han svingede mellem at være frisk og at være træt. Hele tiden hostede han og hev også lidt efter vejret. Kl. 15 fik vi lov at tage hjem på en åben indlæggelse, som vi så ofte har gjort det før. Så nu må vi se hvad aftenen/natten/morgenen bringer den lille familie.

Jeg gik August i søvn i barnevognen her til aften, tog ikke mange minutter, men den friske luft er altafgørende for de kære strubebørn, og jeg fik en tåre i øjnene da jeg så at han sov som da han var helt spæd, med armene over hovedet.

Billederne er taget i medicintåger og på mobilen, hvorfor kvaliteten ikke er bedre.



Vi er stolte af os selv - vi klarede det til UG, og August fik mange gange afvide at mor og far elsker ham, og gennem tårene i masketågerne sagde han tak på hans måde. Vi gav mange familiekrammere og vi er stærke sammen, fordi vi skal og fordi vi vil!

Tanker fra en træt Mia