* * * * * * * * * *
Wellness. Hvis man skal tage ordet i dets direkte betydning, så handler det jo om at være ”well”. Have det godt og være rask. Velvære.
Mest er det blevet sådan at ordet wellness leder tankerne hen på spabehandlinger, massage og andre kropslige forkælelser. Absolut noget jeg selv elsker!
Jamen, vis mig en kvinde der ikke elsker at for en halv time, en hel time, en dag, en weekend at glemme alt om daglige gøremål, stress og jag og børn der kalder ”moaaaar”, for at slænge sig tilbage i en behagelig stol i et rosenbladsduftende rum og blive nusset på, vasket, plejet, friseret, masseret, pålagt varme lavasten, scrubbet,, wrappet, pealet, poleret, og kropshårsbefriet imens man lytter til sagte toner af panfløjtens pust i smuk harmoni med et skvulpende hav?
Gotta love it!
Det sker dog ikke ofte at jeg forkæler mig selv med den slags. Dagligdagen med børn og eget firma efterlader ikke mange timer tilovers til den slags luksus.
Når det sker så er det som regel når vi er på ferie under varmere himmelstrøg, hvor det hele ligesom også bare bliver så meget bedre!
Den glød man kommer ud med efter halvanden times behandling på et lækkert spasted i Thailand holder ligesom bare lidt længere, når man ikke skal hjem og stå på hovedet i vasketøjskurven men i stedet kan slænge sig i en solstol med en watermelon shake og lytte til de ægte bølgeskvulp.
Hvert år omkring nytår, så har jeg et forsæt om at skulle have mere velvære ind i dagligdagen, og selvom det aldrig bliver helt i den grad jeg meget idealistisk stiller op, så kan jeg da, når jeg ser tilbage igennem årene, alligevel se at der er kommet mere daglig wellness i tidens løb.
Wellness handler nemlig for mig også i den grad om de ting jeg vælger at putte i munden og hvordan jeg på daglig basis behandler min krop og mit sind.
I mit univers er livet for kort til dårlig mad. Herhjemme spiser vi overvejende økologisk og biodynamisk og udvælger vores råvarer med kritisk hånd. Jeg elsker at lave mad og for mig er der ikke noget der hedder hverdagsmad og gæstemad – jeg skelner ganske enkelt ikke imellem de to. I aften på en helt almindelig grå januarhverdag, står menuen eksempelvis på oksefilet, waldorfsalat og kartoffel/jordskok fad.
Velvære for mig er helt sikkert også at jeg ikke fylder min krop med kemikalier fra hverken den mad jeg spiser eller det jeg vælger at pleje min krop og mit ansigt med.
Med tiden har min idealisme vundet over min forfængelighed, så make-up er noget der hører sig fester til, og det er den mineralske af slagsen. Mine cremer dufter (måske et for positivt ord at bruge) mere af urter end af parfume og den velduftende skyllemiddel er for længst blevet droppet. Kedeligt og frelst? Ja lidt. Sundt? Ja, meget.
Et punkt hvor jeg til stadighed kommer til kort i forhold til hvad jeg ved der vil gøre mig vel, er på mit søvnmønster. Jeg er ganske enkelt alt for dårlig til at gå tidligt i seng men står alligevel op før fanden får sko på, og det til trods for at jeg tydeligt kan mærke på min krop og mit velbefindende at det ville gøre mig så godt lige at få to timer mere hver nat. Det må jeg arbejde på.
Det sidste jeg vil slå et slag for er velværen i sindet, og her er det ultimativt vigtigste for mig at have det sjovt! At grine så meget, at jeg er ved at tisse i bukserne. Heldigvis (eller nok nærmere derfor) har jeg fundet mig en mand, der hver dag får mig til at grine. Vi er så pisse barnlige og platte og jeg elsker det.
Da jeg var gravid og havde mindre styr på lukkemekanismen forneden, fik min mand mig til at grine så meget på parkeringspladsen ved vores drenges børnehave, at jeg tissede lidt i bukserne. Hold kæft det var fedt!
Den ydre skønhed falmer med tiden, men humoren vil bestå!
Ulla – Lullaby & La La
Sikke dejligt med wellness uge, Mia :-) Det er godt nok længe siden jeg har dyrket det eller mig selv på den måde - måske dette tema på din blog skulle være et skub i retningen om at tage en sådan "mig-dag" i den nærmeste fremtid. Det kunne virkelig være dejligt. Og tiltrængt er det også. Jeg kan især mærke alle lemmerne bliver lidt stive af alt det natteroderi med de små ;-)
SvarSletTak for fint indlæg fra Ulla også :-)
Ha ha, ja humoren vil bestå:)
SvarSletMan kan da ikke andet end at tage hatten af for en dame som indrømmer at have dryptisset lidt på børnehavens parkeringsplads. Tak for ærligheden (og det gode grin) Ulla!
SvarSletI øvrigt er jeg helt på linje med dig (dagens gæsteblogger: Økologi og hudpleje uden skadelige stoffer er vejen frem!